Den bedste ide, jeg nogensinde har fået

En dag på Stillehavet

Jeg vågner ved lyden af fiskehjulet, der med sin aggressive hylen fortæller, at der er en fisk på krogen. Jeg har ingen ide om, hvad klokken er, men det er sådan set også ligegyldigt. Hurtigt kommer jeg ud af køjen og op i cockpittet, hvor jeg kan se Katrine stå ved fiskestangen. Solen er lige stået op ude agter, og horisonten er stadigvæk helt rød. Skummet i kølvandstriben fortæller mig, at vi sejler omkring seks knob.

Theis er lige i hælene på mig, vi var faktisk ved at støde ind i hinanden på vej op ad trappen. Theis er fiskeriminister og vil selvfølgelig ikke gå glip af en god fiskefight. Hurtigt får vi rullet genuaen for at sænke farten og øge vores chancer for at få fisken om bord. Imens Theis og Katrine kæmper med fiskehjulet og flere gange må slække ud på linen for at køre den træt, finder jeg kniv og fiskehook frem. Fisken trækker sidelens fra side til side, og allerede inden den er tæt nok på til, vi kan se den, er vi ret sikre på, at det er en Mahi Mahi, vi har på krogen. De plejer nemlig at trække sidelens og giver sig sjældent uden kamp. Efter 15 minutter er den ved at være træt, og vi kan til sidst få den tæt nok på til, at jeg kan få hooken i den. En flot fem kilos Mahi Mahi. Så er der sikret frisk aftensmad, og dagen er startet på den bedst tænkelige måde.

Efter den bratte opvågning er det tid til dagens første kop kaffe. Theis, der ellers sjældent siger nej til en kop kaffe, tuller i seng igen. Sammen med Nynne, havde han hundevagten, og var først i seng lidt over fire. Det er dag 12 til søs, siden vi sejlede fra Galapagos, og vi er cirka halvejs på vores tur mod Fransk Polynesien. Sydøst-Passaten blæser med fem til syv meter i sekundet, og alt tyder på, at det bliver endnu en skøn dag på Stillehavet med sol – kun afbrudt af de små, højtliggende passatvindsskyer, som med let hånd er spredt ud over himlen.

Med en kop kaffe i hånden lader jeg tankerne flyve, imens mine øjne gransker det uendeligt store hav. Hvis man tager alle kontinenterne på kloden og slår dem sammen til en stor landmasse, så ville Stillehavet stadigvæk være større. Et øjeblik prøver jeg at forestille mig båden set oppefra. Jeg fortsætter med at stige længere og længere til vejrs, men omkring os bliver der ved med at være vand og atter vand.

Det er en fed tanke, at vi ligger cirka så langt væk fra land og civilisation, som man kan komme. Herude midt mellem Galapagos og Fransk Polynesien har vi skabt vores eget lille samfund. Og det at få båden sikkert fra A til B og have det sjovt, mens vi gør det, er lige nu det eneste, som betyder noget. Jeg er ofte blevet spurgt, om det ikke bliver kedeligt at være til søs så mange døgn i træk. Men det synes jeg ikke. Hver dag ser havet ud på en ny måde, og tankerne, som fylder ens hoved, forskellige. Roen, der sænker sig over skibet, besætningen og en selv, på ture som den her er ubeskrivelig og meget unik.

Dagen går sin vante gang med folk, som vågner på forskellige tidspunkter, alt efter hvornår de er på vagt. Det er ikke ofte, at alle er vågen på sammen tid i løbet af dagen, men modsat er der altid nogen, som er oppe og friske på at snakke. Efter at have kigget ud over vandet et par timer og sovet en formiddagslur, mens temperaturen i kahytten stadigvæk er til det, tilslutter jeg mig snakken i cockpittet. At snakke sammen er vores primære beskæftigelse om bord.

Snakken går fra popmusik i 90’erne via danske dialekter til, hvordan fisken skal tilberedes til aftensmad. Og uden Google til at slå det bedst sælgende album op, finde forskelle i det danske sprog eller en god opskrift på friskfangede Mahi Mahi, så bliver det hurtigt en samtale, som strækker sig over tre til fire timer.

Timerne omkring solnedgang er mine yndlingstimer på døgnet. Nynne og Lars har givet sig i kast med fisken, Anita sidder og syr en hynde, som er gået op i en syning, og jeg har blidt skubbet Anna væk fra roret for selv at få lov til at styre lidt. Imens solen går ned ude foran til styrbord, og skyerne skifter farve fra hvide til røde, bliver der serveret velduftende og perfekt stegt Mahi Mahi på toppen af en skål med ris i en lækker fløde/svampesovs. Der sidder jeg med en enkelt fod på roret og god aftensmad i hånden, mens solen hastigt forsvinder under kimingen, og der i cockpittet for anden gang bliver grinet af Theis’ joke fra tidligere: Om der var nogen, som skulle havet noget med fra 7-Eleven, da han alligevel lige ville stikke ned forbi. Der er jeg ikke i tvivl om, at det at tage ud og sejle er den bedste ide, jeg nogensinde har fået.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.