Raja Ampat

Raja Ampat betyder “De fire Konger” og har fået navnet, fordi der i området ligger fire større øer, der engang var hver deres lille kongerige med hver deres konge.

Her oplevede vi noget af den vildeste dykning på hele rejsen: fantastiske farver, smukker koraler og myriader af liv. Forskere anslår, at 75 % af alt hvad der lever under overfladen, er repræsenteret i dette område. Det var her vi så den mærkværdige, men på sin egen flotte wobbergonghaj.

Bandaøerne

Vi havde kun læst navnet ”Banda-øerne”, men ikke hørt nogen beskrivelser af dem inden vi kom hertil. Øgruppen viste sig at være endnu et fantastisk sted, og her lå vi for anker lige ved en 666 meter høj tegneserie-vulkan. Banda-øerne har engang været hollandsk koloni, og det kan virkelig ses idag. Hvis man går lidt op opdagelse, kan man finde gamle, nu ubeboede, huse opført i europæisk stil rundt omkring. Nogle af dem er også blevet restaureret af de lokale. I modsætning til det meste af Indonesien var her ikke særligt støvet, meget velholdte haver og asfalterede små veje.

Allerede tilbage i starten af 1500-tallet, kom Bandaøerne på verdenskortet kendt som spice islands. Det var nemlig et af de eneste steder i verden, hvor der groede muskatnød, som man på den tid mente kunne kurere alle mulige sygdomme. Både arabere, kinesere og javanesere handlede flittigt med Bandaøerne, og befolkningen levede godt af alle de varer, de fik i bytte. Men så kom først portugiserne og efterfølgende englænderne og hollænderne, der også ville have fat i den eftertragtede nød.

Hollænderne, som endte med at tage hele Indonesien som hollandsk koloni, fortrængte først englænderne, slog dernæst størstedelen af den lokale befolkning ihjel og byggede så et par forter til at beskytte øerne og give dem selv eneret til muskatnødden. Cirka 1000 af de oprindeligt cirka 10.000 indbyggere lod de leve, men kun for at udnytte deres viden omkring dyrkningen af nødden og som slaver.

Komodoøerne

For os betyder Komodoøerne i høj grad én ting: komodovaraner. Disse forvoksede firben, findes kun på fem øer i Indonesien og ingen andre steder i verdenen. Langt størstedelen af dem på øerne Komodo og Rinca.

På engelsk hedder Komodovaraner dragons, og det er i virkeligheden meget dækkende. Når de så samtidigt kan blive ca. 3 meter lange, kan løbe omkring 20 km i timen og er kødædende får man en naturlig respekt for dem.

De lokale fortalte en forfærdelig historie om en lille, lokal dreng, der et par år forinden, var gået om bag et træ for at tisse. På lur uden for landsbyen lå en varan, som angreb drengen som desværre døde drengen af sine forblødninger.

Med det i baghoved holdt vi os tæt på vores guide.

Bali

Indonesien er verdens største muslimske land, men andre religioner er også repræsenteret. Bali er en af øerne der stikker ud ved at være overvejende hinduistisk.

I Indonesien oplevede vi hvordan forskellige religioner levede i fællesskab med en moske på den ene side af vejen, et hinduistisk tempel på den anden og en kirke nede i krydset. De gik ikke så meget op i om man troede på den ene eller den anden gud, men var fælles om troen på noget større.

Der er selvfølgelig altid nogle tosser imellem, og de to store terrorangreb der har været på Bali, har været begået af radikale indonesere som ser Bali som en skamplet. Men vi er aldrig blevet mødt med andet en respekt og nysgerrighed ligegyldig trosretning.

 

Borneo

Borneo er en fantastisk spændende ø delt mellem landene Indonesien, som kalder øen Kalimantan, Malaysia og det lille sultanat Brunei. Det er den tredjestørste ø i verden efter Grønland og Ny Guinea.

Vi sejlede til den sydlige del og op af floden Kumai. Her fra tog vi skiftevis på tur ind i junglen for blandt andet at se Orangutanger, som kun lever på Borneo og den store Indonesiske ø Sumatra. Orang betyder menneske og utang betyder skov, hvilket giver god mening, når man ser dem. For de ligner virkelig mennesker og opfører sig skræmmende meget som os. På en vandring ind i junglen så vi på et tidspunkt noget bolsjepapir ligge og flyde. Vores guide samlede det op, og vi tænkte ikke mere over det, end til vi kiggede op, og der på stien foran os lå et helt spor af dem. Vi fulgte sporet, og forenden fandt vi en ung orangutang, som sad med en pose bolsjer, som den havde været inde i lejren og stjæle. Den vidste med det samme, da den så guiden, at den havde gjort noget, den ikke måtte og kravlede op i et træ, hvor dens ansigtsudtryk tydeligt fortalte, at den skammede sig.

Singapore

Omringet af sine diametralt modsatte lande ligger det lille land Singapore, hvor orden, rydelighed og regler hersker. Der er ikke et stykke skrald på gaden, ikke et stykke tyggegummi er trådt ned i fortovet (tyggegummi er ulovligt at importere) og kæmpe skyskrabere tårner sig op over byen. Med sin unikke beliggenhed som containertrafikknudepunkt mellem Asien, Europa og Afrika er Singapore blevet et rigt lille land.

Det var den første rigtig store by vi var i, i mange år. Så vi sugede til os af byliv, storcentre med aircon og en flerkulturel by, der både havde chinatown, bombaystreet, europæiske områder og sydøstasiatiske gadekøkkener.

Mærsk

Lige på den anden side af det smalle stræde, der gør Singapore til en ø, ligger der en kæmpe Malaysisk containerterminal, som hedder Pelepas. Der skulle vi løftes op Mogens Mærsk, et containerskib i klassen Triple E. Det er 400 meter langt, 59 meter bred og laster mere end 18.000 containere. Det er et kæmpe skib! Når vi gik en tur rundt langs rælingen, havde vi gået omkring en kilometer, inden vi var hele vejen rundt.

Vi besluttede os for at blive løftet op på et containerskib, fordi vi vurderede at risikoen for piratangreb i Adenbugten stadigvæk er for stor. Vi turde simpelthen ikke sejle turen i Havana. Men ombord på et af verdens allerstørste containerskibe følte vi os trygge, og det var en fantastisk oplevelse at få et indblik i livet for en moderne sømand.

Rotterdam

Efter lidt problemer med at få komme i vandet i Marokko endte vi med at få sejlet Havana til Rotterdam. Herfra begav vi os ud på turens sidste tog mod København, via Amsterdam og floderne op til Kielerkanalen.

Toldboden

Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, hvad der ventede, da vi kom hjem. Kl. 8 havde vi Kronborg om styrbord fulgt af 50-60 både, og inde ved slottet stod omkring 1000 mennesker. Der begyndte det så små at gå op for os, at vores hjemkomst nok ikke ville gå ubemærket hen.

Hele vejen ned igennem Øresund havde vi følge af både, og da vi nåede indsejlingen til Københavns havn, sejlede omkring 200 både med os det sidste stykke. Sammen med byens tårne dukkede Toldboden frem, sort af mennesker. Der var vi flere ombord, der måtte knibe en tåre. Det var en så overvældende oplevelse at mærke den kærlighed, der strømmede ud til vores lille båd, og det står stadigvæk som en uvirkelig oplevelse. En kæmpe TAK skal lyde til alle dem, der har fulgt med i vores programmer og på vores rejse, og en særlig tak til alle der havde lavet deres sommerferieplaner om for at tage imod os. Som vi sagde til Mikkel, da vi sejlede de sidste hundrede meter: ”Jamen far, vi har jo bare været ude og sejle en lille tur”.

Catagena

Uddrag fra ”Hej Far Kære Emil”

Vi er taget ind til centrum, for at se lidt nærmere på det sydamerikanske natteliv. Inden for de gamle bymure, hvor afrikanske slaver engang blev handlet og transporteret til i tusindvis, åbner sig et latinamerikansk inferno af mennesker, salsa musik og høje grin. Nede af en smal brostensbelagt gade åbner en stor plads sig op mellem de gamle bindingsværkshuse. Pladsen er plastrede til med stole og borde, og der er mennesker over det hele, men vi er heldige og finder et ledigt bord, og kun et minut efter, står der 6 duggede fadøl foran os. Det er lunt, klokken er 22 og vi sidder alle sammen i T-shirt og shorts.

Det er sjovt at iagttage colombianerne. Her er et godt mix af børn, unge og gamle, og det er dejligt at se hvordan alle bruger byen. Ikke langt fra os, er et par gademusikanter lige gået i gang med at spille og det udvikler sig hurtigt til en salsafest. Det lige før jeg lader mig lokke med ind i flokken af dansende mennesker, men jeg kommer dog til fornuft, da et ungt og mega lækkert par, overtager scenen og tydeligvis ikke danser for første gang. 

Når jeg sidder her, og udelukkende kigger rundt på glade og søde mennesker, er det svært at forstille sig, at vi ikke skal mange år tilbage, før Columbia var et krigshærget land styret af narkokarteller, guerillakrigere og drug lords. For et par dage siden sejlede vi, i gummibåden, forbi Coast Guardens broer og bygninger. Der så vi beslaglagte både, sejlbåde og hjemmebyggede ubåde, så problemet med narkotrafik og kokain er med sikkerhed ikke kommet til livs i Columbia. Men vi føler os på ingen måde udsatte eller utrygge, når vi går rundt i gaderne. Jeg har følelsen af, at landet virkelig har ændret sig. Alle lokale vi snakker med, virker stolte over at vise deres land frem, som de siger virkelig har ændret sig. I gaderne møder vi politimænd som spørger os, om vi føler os trygge og forsikre os om, at de er her for at passe på os. Vi føler os i hvert fald meget velkommende.

Stillehavet

Uddrag fra ”Hej Far Kære Emil”

Jeg sidder i prædikestolen og ser stævnen skære sig igennem Stillehavsbølgerne. Vandet har den helt rigtige dybblå farve, og det er nærmest mediterende at lytte til lyden af vand langs skibssiden. Storsejlet er pillet ned, og de to forsejl står spilet ud til hver side. Det blæser 6-7 sekundmeter, og den blå himmel er kun sporadisk brudt af små, hvide cumu- lusskyer. Ude agter er pigerne ved at filetere den mahi mahi, som Theis hev ombord på morgenvagten i det allerførste morgenlys.

360 grader rundt er der kun hav, så langt øjet rækker. For sjov forstiller jeg mig en helikoptertur, der starter fra dækket af Havana og fortsætter lige op i luften. Langsomt bliver Havana mindre og mindre, mens havet omkring os bliver større og større, indtil vi kun er en lille prik i det kæmpe ocean. Der er små 3.000 kilometer til nærmeste land. Hvis man tager alle kontinenter på jorden, samler dem i en klump og placerer dem i Stillehavet – så vil der stadig være vand omkring. Stillehavet er enormt, og vi er meget små.

Vanuatu - Coolidge

Uddrag fra ”Under overfladen”

Under 2. Verdenskrig kæmpede de allierede, med USA i spidsen, en meget blodig krig mod Japan på flere af de små Stillehavsøer. Det er svært at forstille sig når man sejler rundt her ude nu, at der har været så meget død og ødelæggelse på de her fantastiske, små øer med palmer og hvide sandstrande. Det er heldigvis slut nu, og tilbage er kun resterne af krigens maskiner, flyvere og skibe der ikke klarede den.  

Der blev ikke kæmpet på Santo hvor vi er nu, men USA havde en stor base her, hvorfra de fordelte soldater ud til de øer hvor der blev kæmpet, og hvor deres flyvere kunne lette og lande. I 1942 kom Coolidge sejlende mod Santo med skibet fyldt af unge soldater. Fordi de var bange for at Japanerne skulle prøve og overtage øen, havde de lagt miner ud i indsejlingen til øen. De var lagt lige under overfladen, så man ikke kunne se dem fra skibet, men først opdagede dem hvis man sejlede ind i dem og de sprang i luften.

 Kaptajnen ombord på SS President Coolidge hed Henry Nelson, og han viste godt at der kun var én vej ind til øen, som han kunne sejle uden af få sprængt hul i sit skib af en skjult mine.

Men fordi han mente, at der var Japanske ubåde lige i røven på ham, som ville skyde hans skib i stykker, havde han ikke tid til at tænke sig ordentlig om, og han valgte den forkerte indsejling til øen. Han sejlede lige så hurtigt han kunne, for at slippe væk fra de ubåde, som han var bange for var lige efter ham, men så lige pludselig lød der først et højt brag efterfulgt af et andet højt brag lige bagefter. Skibet var sejlet på to miner. Og det var jo ikke for smart, for det var jo deres venner som havde lagt minerne ud og ikke fjenden. Vandet væltede ind i skibet, og kaptajn Nelson viste at hans skib ville synke hvis han ikke tænkte hurtigt. Og så fik han en smart og klog idé. For inden at skibet nåede at synke ned på bunden af havet, sejlede han det med fuld kraft ind mod stranden og det lave vand ud for kysten. Normalt har man som skipper ikke lyst til at sejle sit skib på grund, og hvis jeg sejlede Havana op på stranden, så ville jeg ikke være for smart. Men fordi der kom så meget vand ind i Coolidge, at det snart ikke ville kunne holde sig flydende mere, så var det smartere at sejle det på grund, hvor havbunden ville kunne holde skibet fra at synke. Så det gjorde kaptajn Nelson. Efter endnu et brag da skibet ramte bunden, beordrede han alle ombord til at hoppe i vanden og svømme i land.

Kaptajn Nelson, der til at begynde med, ikke var alt for populær efter at have sejlet den 200 meter lange SS President Coolidge på to miner, endte med at blive en helt fordi kun to mand omkom i en ulykke der kunne have kostet alle 5340 mænd livet.

Salomonøerne

Uddrag fra rejsebrev:

 Theis og Anders har bjerget storsejlet, og vi sejler nu udelukkende for det lille forsejl – men selv det er næsten for meget lige nu. Jeg vil skyde det til at blæse 18-20 m/sek og med vindstød af stormstyrke. Havana smider sig voldsomt ned til siden, og jeg overvejer at falde af med vinden og sejle med bølgerne. Kun 10 sømil i vindens retning ligger øen Guadalcanal, som er en del af Salomonøerne. Det er fristende at se, om vi kan komme i læ bag den, og det ville være dejligt ikke at skulle kæmpe os mod vinden og de stadigvæk voksende bølger. Men en stemme inden i hoved på mig bliver ved med at sige ”bliv til søs, det er det sikreste sted at være”. Regnen hamrer ned, og vi kan ikke se mere end 100 meter frem for os. Det ville være alt for farligt at nærme os land og de mange uafmærkede rev med så meget vind og dårlig sigtbarhed. Chancen for at ende på bunden af Iron Bottom Sound ligesom de mange Amerikanske og Japanske skibe, der blev sænket lige netop ved den ø under 2. Verdenskrig, overskygger timerne med bølger i hoved og regn, der slår mod ansigtet som hagl.

Vind og bølger skubber os langsomt tættere på øen, men med hjælp fra motoren kan vi lige holde os fri af den.

Det er svært at se på skyerne, som hænger tunge og lave omkring os, om vi går bedre vejr i møde. Men vinden der langsomt drejer mod venstre fortæller mig, at centrum af lavtrykket rykker bag os, og stille og roligt i løbet af de næste timer aftager vinden også og styrker troen på, at vi lige præcis nåede ind foran det allerværste.

Papua Ny Guinea

Uddrag fra rejsebrev:

Morgensolen skyder sine første stråler afsted og rammer mig i ansigtet. Jeg slår øjnene op, og kigger hen på en af de tre aktive vulkaner, som byen ligger lige for foden af. I en udhulet træstamme, hundrede meter væk, sidder en mand og fisker i det tidlige morgenlys. Vi nåede kun lige akkurat ind i bugten i går inden det blev mørkt, så det er først nu, at jeg for alvor kan danne mig et billede af det sted, vi er kommet til. Lige siden vi sejlede hjemmefra, har Papua Ny Guinea stået højt på listen over lande, jeg gerne ville besøge. Få lande er for mig så afsondrede og fjerntliggende, og bare tanken om at der dybt inde i junglen lever mennesker uden kontakt til vores verden, får det til at gibbe i kroppen på mig.

Vi glæder os til at komme i land, men over dagens første kop kaffe bliver vi også enige om, at der ikke findes nogen bedre måde at starte dagen på end med et dyk.

På søkortet over bugten vi ligger i, kan vi se flere hundrede vrag markeret. Og allerede på vej ind begyndte det at snurre i kroppen efter at komme under tryk og se nærmere på noget af alt det skønne og rustne jern, der åbenbart ligger der nede på bundet.

Rabaul blev under 2. Verdenskrig besat af Japanerne, og under hele Stillehavskrigen havde de en af deres største baser lige netop her. Men hen mod slutningen af krigen blev byen overtaget af de allierede, og i kampen om byen endte mange fly og skibe deres dage på bunden. Dem skal vi helt sikkert ned og kigge på, men i første omgang er det faktisk et andet vrag, der har stjålet vores opmærksomhed. Af en af de gamle havnegutter har vi fået gps koordinater på et stort Japansk fiskeskib, der sank her for to år siden. Der er vist ingen, der helt præcist ved hvorfor det sank, men Rod, som gav os dets position, fortalte at han er den eneste der har været nede og dykke på det efter det sank. Tanken om at dykke på et stort skib, hvor kun én anden har dykket før os, overgår lige nu forestillingerne om gammelt jern fra 1944.

Nord om Papua Ny Guinea

Uddrag fra rejsebrev:

Den største udfordring på den her jordomsejling, har ikke været blæsevejr, høje bølger eller et hjem med lidt plads og mange mennesker. Det har været at vælge mellem alle de fantastiske steder der er her ude. Hver gang vi beslutter at sejle et sted hen, må vi vælge andre steder fra. En god ven og sejler sagde på et tidspunkt til mig ”Emil, det er paradis A eller B. Lige gyldigt hvilken rute du vælger bliver det godt”.

 Vi er på vej nord om Ny Guinea, den næst største ø i verden, kun overgået af Grønland. Øen er delt på midten mellem Papua Ny Guinea og Indonesien. Det er tre dage siden vi sejlede fra Rabaul, og vi er ca. halvvejs på vores tur mod Vanimo, som er den sidste by i Papua Ny Guinea før grænsen til Indonesien. Der skal vi cleare ud af landet, og søge visum til Indonesien.

  Jeg har været lidt nervøs frem mod det her stræk nord om Ny Guinea. Hvis man kan snakke om en ”normal” rute ud af Stillehavet, så går den for de flestes vedkommende igennem Torresstrædet, der er strædet mellem Australien og Ny Guinea – altså syd om Ny Guinea, og ikke nord om som vi gør nu. Og vejrmæssigt giver det da også bedre mening, for her oppe, er det på den her årstid, nordvest monsunen som er fremhærskende, og nordvest er lige præcis retningen vi skal.

Men lysten til at udforske nogle af de mindst besøgte steder i verden, og for en periode bryde med den ”normale” rute rundt om jorden, overskygger strabadserne med modvind, kraftige byger og ekstra sømil. Lige nu, hvor vi kan holde den direkte kurs mod Vanimo, og det er lyden af bølgebrus og ikke torden der bryder stilheden, er det nemt at blive enig med mig selv om, at det var den rigtige beslutning. Men da jeg for en time siden stod i regn, mørke og med lyn alle vegne krævede det lidt mere vilje.

Jayapura

Jayapura var vores første møde med Indonesien. Verdens største ørige med ca. 17.500 øer og verdens 4. Mest befolkede land med næsten 260 millioner indbyggere.

Vi tilbragte næsten to år i Stillehavet, og den polynesiske og melanesiske kultur havde taget os godt ned i gear, med svagt befolkede øer og en stille og rolig livsform. Så det var noget af et kulturalt chok der ramte os da vi for første gang gik en tur i land.

Uddrag fra rejsebrev:

Theis sejler mig i land, og fra en lille bro går jeg bag om et hus og ud til en vej. En lussing af indtryk rammer mig, og i noget der føles som fem minutter, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg står bare stille på fortovet og kigger på det inferno af liv, der udspiller sig rundt om mig.

Foran mig er det, der vel egentlig er en to sporet vej, blevet omdannet til mindst fire i et virvar af knallerter, biler og mænd der gående trækker små madvogne efter sig. Alle dytter med hornet, men ikke et aggressive ”flyt-dig dyt”; mere et lille ”her-kommer-jeg dyt”, men lyden lægger en god grund støj hen over byen. Omkring mig går folk smilende forbi i rask tempo. I Stillehavet slentrede folk, og gav sig god tid til at komme fra A til B. Dem der går forbi mig nu er målrettet og er tydeligvis på vej mod dagens næste gøremål.

 …..

Om aftenen tager vi alle sammen i land for at kigge os omkring og finde en bid mad. Siddende på kantstenten rundt om en lille vogn på to hjul, sidder en flok lokale og spiser. Vi slår os ned, og to minutter efter sidder vi med hver vores skål soto mie ayam – nudelsuppe med kylling – i hånden. Det smager himmelsk. Og selv om vi alle fire sidder og småsnøfter en smule, hvilket de lokale omkring os synes er hylende morsomt, er det skønt igen at være i et land, hvor de leger med krydderierne – og mon ikke vi nok skal vende os til mængden af chili.

Stillehavet har været en drøm, men lige nu elsker jeg kontrasten, stemningen, tempoet, larmen og alt det kaos, som Indonesien giver os med sin første by.

Los Roques

På grund af et par nylige angreb på sejlere langs med Venezuelas fastlandskyst, besluttede vi at sejle i en bue nord om. Men i god afstand til fastlandet ligger den lille øgruppe Los Roques, der hører til Venezuela, men som på ingen måde kan sammenlignes med fastlandet. Den eneste beboede ø er hovedøen Gran Roque, hvor alle motorkøretøjer er forbudt, vejene er lavet af sand, og byen er fyldt af de fineste små huse i skønne farver. Om aftenen spillede et lokalt band på torvet, og de lokale dansede salsa i sandet. Ude mellem øerne er vandet turkist og bag ved revet, der bryder bølgerne fra det Caribiske hav, lå vi fuldstændig beskyttet mellem små sandøer, der skreg efter at få rigget en kitesurfer til på sig.

Fakarava

Tuamotuøerne består af i alt 78 øer, hvor de fleste er atoller. Uden sammenligning brugte vi klart mest tid på den næststørste af dem, Fakarava. Her findes der nemlig en revpassage ned syd, hvor der bor ca. 650 grå revhajer. I den revpassage, som ikke er meget mere end 200 meter lang, har vi fået nogle af vores største dykkeroplevelser. Oplevelsen af at være pakket fuldstændigt ind af hajer fra alle sider og langsomt glide igennem flokken, imens man virkelig kan nærstudere havets jagerfly tæt på, var fuldstændigt fantastisk.

Over havoverfladen havde vi parkeret Havana på turkistblåt vand i den fuldstændigt beskyttede og rolige lagune. Der er ikke et dårligt ord at sige om Tuamotu, som det virkelig gav mening at besøge med båd, da der er langt mellem byerne.

Tahiti

Efter mere end halvandet år til søs og knap en halv jordklode var det på tide at få Havana på land. Heldigvis har de på Tahiti en meget flot bedding, hvor alt virker, og man står på land med udsigt til Stillehavet. Vi tømte Havana for alt, og gik i gang fra en ende af. Otte mand, lange dage og to en halv uge senere kunne vi igen sætte Havana i vandet. Frisk og klar til halv jordklode mere.

Sejerø

Troels var lige kommet hjem med Nordkaperen fra sin 3. jordomsejling. Vi var lige stævnet ud på vores første, og på Sejerø krydsede vores spor. Nordkaperen fortsatte nordover og vi startede vores tur mod syd.

Selskabsøerne

Selskabsøerne er fantastisk smukke og har det bedste fra både Marquesasøerne og Tuamotu-atollerne. Frodige, høje øer med et beskyttende koralrev omkring sig. På mange af øerne lykkedes vi med at finde små uberørte bugter, hvor vi kunne ligge uden hoteller og bunketurisme omkring os. Men specielt på Bora Bora, som flere gange er blevet kåret til verdens flotteste ø, og bestemt ikke uden grund, måtte vi sejle fra efter kort tid med en ærgerlig følelse i kroppen. Flere hundrede hoteller og ressorts havde indtaget øen, og overalt var der ucharmerende turister og honneymoon par i ens tøj. Det var ikke til at gå en tur på stranden, for med 50 meters mellemrum lå der et ressort med bunkalows på pæle ude i vandet og store skilte med INGEN ADGANG.

Heldigvis var der jo ingen, der tvang os til at blive og vi skyndte os videre til en anden paradisisk ø, som lå uden for turistbøgernes rute. Vi endte med at tilbringe 11 måneder i Fransk Polynesien, og vi er begge to enige om, at vi sagtens kunne have brugt et år mere. De mange øgrupper er som forskellige lande med hver sin kultur, levevis og mentalitet. Tilfældes har de at være meget gæstfrie, åbne og godt selskab.

Den Engelske Kanal

Hver dag sejler ca. 400 handelsskibe igennem Den Engelske Kanal, der på sit smalleste punkt ikke er mere end 17 sømil bred. Der er olieboreplatforme, færger der sejler på tværs og store områder med lavt vand. Det er med at holde tungen lige i munden og have styr på sine tidevandstabeller. Heldigvis slap vi for den meget berygtede tåge, der i Den Engelske Kanal kan komme snigende i løbet af få minutter, og gøre det umuligt at se de mange skibe omkring en.

Niue

Midt ude i Stillehavet ligger en lille ø, der hedder Niue. Den hører under New Zealand, men har selvstyre og er befolkningsmæssigt det næstmindste land i verden med kun omkring 1600 indbyggere. Øen har en diameter på ca. 18 km og er derfor meget overskuelig i størrelse. Da vi ankom til øen var vi den eneste båd, og i løbet af få timer vidste hele øen hvem vi var, måske fordi vi ankom med tre blondiner ombord 🙂

Øen er verdens største ophævede atol, hvilket vil sige, at den før har været et koralrev, der med tiden er blevet skubbet op over overfladen. Hele øen er derfor meget stenet og består primært af limestone. Der er derfor heller ikke meget jord og derfor heller ikke nogen flodudløb, der grumser vandet til. Vandet omkring øen er således helt ekstremt klart, og lige under båden havde vi dyk med op til 80 meters sigtbarhed. Noget vi hverken har oplevet før eller siden. Inde på øen væltede det med grotter og små gemte sandstrande mellem klipperne. Vi var så heldige at komme i kontakt med en fotograf fra National Geographic, som var på job på øen, og som vi fik lov til at komme med på arbejde en dag. En stor oplevelse for især Theis, som går med en lille fotografdrøm imaven.

Biscayen

Biscayen har igennem århundrede været berygtede blandt søfolk som et barsk sted, med store bølger og Atlanterhavsstorme. Vi lykkedes dog med at komme afsted i et godt vejrvindue, og de ca. 350 sømil forløb godt. Dog med en del regn på vejen.

Tonga

Tonga er det eneste kongedømme i Stillehavet, og imens vi var der, blev der faktisk indsat en ny konge. En stor oplevelse med fest og optog i en hel uge. Fra alle øerne blev der sejlet grise ind til kongens grillfest, og vi fik fortalt, at kongen fik flere tusind grise i gave fra sin befolkning. Dog ikke noget vi fik glæde af, da det var en lukket fest inde på hans lille træslot.

Vi brugte det meste af vores tid på Tonga på den nordligste af de tre øgrupper, Vava’u, kongeriget består af. Vi havde egentlig ikke regnet med, at vi ville bruge mere end et par uger på Tonga. Men da vi først fik øjnene op for det fantastiske ørige og hørte, at hvis vi ventede lidt, kunne vi være heldige at komme ned og svømme med pukkelhvaler, som ville trække op til øerne nede fra Antarktis i løbet af den kommende måned, blev vi hængende. Vi endte med at være så heldige, at vi faktisk kom ned og svømme med de fantastiske store dyr. Af flere omgange var vi i vandet med dem, og vi sluttede dagen af med at ligge sammen med en mor og dens kun få uger gamle unge i det meste af en time. En fuldstændig fantastisk oplevelse, som til evig tid vil stå printet ind på vores nethinde.

La Coruña

Lidt øst for Cap Finistere ligger den lille perle La Coruña. En hyggelig gammel by, der emmer af lokalt liv, små tapasrestauranter og søde folk, der plaprer løs på spansk til en, også selv om man ikke forstår en brik.

Fiji

Fiji var vores første møde med Melanesien og dermed slutningen på vores Polynesiske rejse. Befolkningen er lysere i huden, og mange har stort kruset hår. Fiji består af to hovedøer, Viti Levu og Vanua Levu. Vi tilbragte vores tid på Viti Levu, hvor også hovedstaden Suva ligger, og på øerne omkring den. En stor del af befolkningen på Fiji er tilflyttere fra Indien, og det giver en sjov multikulturel kultur og en helt anden levevis, end hvad vi ellers havde oplevet i Stillehavet.

Det vigtigste ord på Fiji er Bula, som betyder både hej, farvel, velkommen, godt, kærlighed og en hel masse andet. Det kan bruges i mange sammenhænge og hvis noget f.eks. er rigtig godt, så siger man Bula Bula.

Atlanterhavet mellem Lissabon og Tenerife

En gang imellem har man bare lov til at være heldig. På vej fra Lissabon til Tenerife fik vi, hvad vi er ret enige om må være en engangsoplevelse. I knap en time havde vi besøg af to af verdens største dyr. To finhvaler, der på kloden kun er overgået af blåhvalen som det største dyr. På et tidspunkt lå den ene finhval og svømmede langs Havana kun et par meter fra os, og der var det tydeligt at se, at hvalen var ca. 5 meter længere end Havana. Havana er ca. 15 meter lang, så de to hvaler har altså været omkring 20 meter lange. På et tidspunkt svømmede den ene hval i høj fart lige under båden, og et øjeblik var vi overbevist om, at den ville rive roret og kølen med sig. Men begge hvaler havde helt tjek på, hvor store de selv var, og mis-timede ikke på noget tidspunkt deres, næsten akrobatiske, bevægelser rundt om Havana.

Vanuatu

Fra Fiji havde vi den skønneste sejlads til Vanuatu, hvor vi blandt andet satte ny 24 timers rekord med 206 sømil sejlet på et døgn. Den første ø, vi ankom til på Vanuatu, var øen Tanna i den sydlige del af ø-gruppen. Den første europæer, der opdagede øen var James Cook i 1774, og han opkaldte en af bugterne på øen efter hans skib Resolution. Vi lå i Resolution Bay, hvorfra vi kunne se skæret fra den aktive vulkan Yasur, ligesom Cook også har skrevet om skæret fra vulkanen i sin logbog. Forskere mener, at Yasur har været i udbrud næsten uafbrudt i omkring 800 år.

Fra bugten var der ca. 4 timers gang til foden af vulkanen. Da vi nåede dertil, var jorden under os varm, og oppe fra krateret kom røgskyer og store brag. Med en god portion kildren i maven gik vi op af vulkanen for til sidst at nå kraterkanten. Synet og chokket, der mødte os der på kanten, var dybt skræmmende og imponerende på samme tid. Kun et minut efter vi havde nået toppen, kom Yasur med et kæmpe brag fulgt af en eksplosion af lava, der skød flere hundrede meter op i luften.

Vi blev på kraterkanten i flere timer helt end til det blev mørkt, og lavaen lignede fyrværkeri, der i slowmotion blev skudt mod himlen fra indgangen til jordens indre.

Tenerife

Da vi sejlede hjemmefra, var Havanas TO-DO liste stadigvæk lang. Men hvis alt skulle have været færdigt, inden vi smed fortøjningerne hjemme i København, så var vi nok aldrig kommet afsted. Derfor lagde vi en to måneders sejladspause ind, da vi nåede Tenerife. Vi havde sejlet de første 2000 sømil og var blevet klogere på, hvad der fungerede, og hvad vi skulle have fikset, inden det første store oceankryds over Atlanterhavet.

Hver morgen startede med, at Theis spurgte inde fra køjen ”hvad er klokken?”, og lige gyldigt om jeg svarede, at den var 6 eller 10 om morgenen, så svarede han ”det er perfekt”, men nægtede stadigvæk at komme ud før han kunne dufte kaffen. Så arbejdede vi koncentreret på Havana indtil om eftermiddagen og sluttede så dagen af med en surftur eller et dyk på klipperne ude for havnen.

Vanuatu - Ambrym

Nogle timers gang op i bjergene på øen Ambrym kom vi til en lille isoleret landsby, der hedder Fanla. Der var vi nogenlunde så langt væk i verden, som vi kunne komme. I landsbyen gik flere af de lokale mænd rundt udelukkende iført deres nationaldragt, et penisfuteral.

I Fanla mødte vi en pige som gjorde et stort indtryk. Hun var 25 år gammel og gravid med sit andet barn. Hun var blevet flyttet til landsbyen, da hun blev gift med sin mand. Sådan siger traditionerne det på Vanuatu. Når en mand og en kvinde bliver gift, flytter kvinden med manden til hans landsby. Inden hun var blevet gravid med sit første barn, havde hun arbejdet på en restaurant inde i hovedstaden som tjener. Igennem sit job havde hun mødt en masse turister og fået øjnene op for den verden, som ligger udenfor deres isolerede lille østat. I tillæg til at hendes mand brugte lidt for mange timer på at drikke den lokale drik Cava, som man bliver fuld af, og hun savnede sin egen landsby, var det der gjorde det største indtryk, at man kunne fornemme på hende, at hun misundte vores liv. Hun gjorde det på den mest kærlige måde, og ved med kæmpe nysgerrighed at spørge ind til alle de steder, vi havde besøgt og skulle besøge. Hun drømte om at opleve verdenen, men ville højst sandsynligt ikke få muligheden. Hun var bundet af traditioner og forpligtigelser over for sin familie og landsbyen. Det gjorde et meget stort indtryk og fik os efterfølgende til at tænke over, hvor utroligt privilegeret vi er i vores del af verdenen. At to unge mænd som os har muligheden for at spare sammen og rejse ud og opleve verdenen. Forfølge vores drømme. For det er på ingen måde alle forundt.

Atlanterhavet

Vi sejlede fra Tenerife d. 1 december i næsten vindstille og solskin. Men i løbet af natten trak sorte skyer sig sammen om os, og vinden begyndte at tage til. I det allerførste morgenlys efter en rodet og lang nat, så vi antydningen af en båd. Den havde ingen lys på, og bommen og sejlet hang ud i vandet. Vi prøvede at råbe dem op og kalde dem på VHF’en, men fik intet svar. Til sidst besluttede vi os for, at sætte gummibåden i vandet og, at Theis og Christian skulle ro der over. Vi var bange for, at der måske lå en person ombord som var alvorligt syg eller måske var død. Men båden, som Theis og Christian kunne fortælle hed Ghost, var tom. Vi ringede efterfølgende til Søværnets operative kommando (SOK) og efter en time, hvor vi sad og regnede på, hvor personen kunne ligge hvis han eller hun var røget overbord, ringede de tilbage og fortalte at en norsk enesejler var blevet hentet fra båden Ghost af en helikopter to døgn forinden.

Atlanterhavet

Vi havde en god, men hård tur over Atlanten. Vi var 7 personer ombord, og ingen af os havde før krydset et ocean. Det er en fantastisk oplevelse at sejle så langt væk fra alting. Ud på midten af et ocean hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, der griber en hvis noget går galt. Hvis noget går i stykker på båden, er der ikke nogen hjælp at hente. Hvis en ombord bliver syg, bange eller kommer til skade, må vi selv fikse det. Det er angstprovokerende og den største frihed på samme tid. For når vi lykkes med at løse problemer, vi ikke før har stået over for, så fordufter begrænsningerne og vi kan sejle lige hvorhen vi vil, uden at tænke på at skulle søge hjælp ude fra.

Tobago

Vi havde de sidste tre døgn frem mod ankomst trimmet og tunet Havana alt hvad vi kunne i håbet om, at nå frem til juleaften. Og d. 24. december om morgenen kunne vi for første gang skimte land i horisonten. Efter ca. 3000 sømil (5500 km) og 24 døgn til søs, dukkede Tobagos frodige klipper frem. Først på eftermiddagen kastede vi anker i Man of War Bay, og efter en fantastisk svømmetur sad vi et par timer senere på en lokal restaurant og spiste julemiddag sammen med besætningerne fra fire nordiske både.

Bonaire

Bonaire er en del af Holland og er faktisk kategoriseret som en kommune i Holland. Udover at Bonaire også er helt flad ligesom Holland, så er der ikke meget at sammenligne med. Lokalbefolkningen er caribiske i deres udseende og snakker et skønt lokalt sprog, som er en blanding mellem jamaica-engelsk, hollandsk og spansk. Bonaire er specielt kendt for dets fantastiske undervandsliv. Når man kigger på listen over de bedste dykkersteder i verden, er Bonaire altid at finde. Med alt fra farverige koraler, hundredevis af forskellige fisk, vrag, skildpadder og rokker har Bonaire det hele, og vi blev da heller ikke det mindste skuffet, da vi første gang ploppede ned under overfladen.

Panama

Næsten 30.000 mennesker mistede livede, da først franskmændene gik i gang med byggeriet, og senere amerikanerne byggede kanalen færdig i starten af 1900-tallet. Men sikke en forskel den har gjort for vores måde at sejle rundt på verdenshavene på. Det ville have været en noget anden jordomsejling, hvis vi skulle have været syd om Kap Horn, sejlernes Mount Everest, hvor skibe i gennem århundrede er forlist. Jeg tror, at de fleste sømænd er glade for at slippe for stormene omkring Kap Horn, og forhåbentligt er jeg ikke den eneste, der sender en taknemmelig tanke til alle dem, der døde under byggeriet.

Det der skulle have været en forholdsvis simpel tur igennem sluserne, der skulle løfte os på Gatunsøen, endte med at
blive en nervepirrende omgang med en franskmand i spidsen. Sejlbåde bliver bundet sammen i grupper på tre, når man sejler igennem sluserne. Båden i midten af gruppen skal agere motor for os alle tre, og den båd var i vores tilfælde en stor fransk katamaran med en skipper, der sejlede sit skib, som man kører en bil. Han havde glemt, at man ikke bare lige bremser tre både i fart, og at vinden skubber til os. Så allerede inden vi var fortøjret i første sluse, havde han lykkedes med at sejle os ind mod slusevæggen to gange. Den første gang nåede vi at afværge sammenstødet, ved at slå hårdt bak med vores motor, men anden gang stod situationen ikke til at rede, og vi måtte en tur ind og kysse betonen. Heldigvis slap vi med nogle overfladiske skader, men et øjeblik var vi sikre på, at vi gik en lang tur på bedding i møde.

Costa Rica

Vi lagde Havana i havn i byen Puntarenas i det nordvestlige Costa Rica. Ved første øjekast en støjende, beskidt, halvstor fiskerby – men som dagene gik voksede den virkelig på os. Der var ingen turisme og i stedet for smarte barer og fine restauranter, fik vi et skønt indblik i en helt normal, mellemamerikansk havneby. Specielt det lokale marked væltede mig bagover af venlighed, grin og lækre råvarer. Ikke én gang lykkedes jeg med at gå igennem uden at komme ud derfra med armene fulde af fisk, friske grøntsager og krydderrier som den søde, gamle dame uden tænder, overbeviste mig om, at jeg ikke kunne lave mad uden.

Galapagos