Dyk
Vi sidder i gummibåden på vej ud for at dykke. Det er tidlig formiddag, og solen brager ned fra en skyfri himmel. Vi sejler tæt forbi flere farvestrålende koralformationer, som tårner sig op fra bunden af lagunen og laver et meget tydeligt skifte i vandets farve; fra blåt til lyseblåt over i en pallette af grønne nuancer sluttende i gul med en smule rød på toppen nærmest overfladen. Jeg er sikker på, at hver og en udgør et fedt dykkerspot med masser af fisk og koraller. Men målet for det her dyk er klart: Vi skal ud i den revpassage, som fører ind til den sydlige del af lagunen på atollen Fakarava.
Theis og far sidder over for mig, og de er mindst lige så spændte, som jeg er. Vi har hørt, at det skulle være et godt dykkerspot, men vi har ingen ide om, hvad vi kan forvente. Det er altid fedt at dykke, men det er ekstra spændende, når det som nu er et helt nyt sted. Vi har ingen lokal guide med, og vi ved ikke, hvad vi kan forvente dernede. Mens vi tager udstyr på, aftaler vi at holde os tæt sammen og så bare se, hvad der sker. Det kilder i maven, og nu kan det bare ikke gå hurtigt nok med at komme ned i det blå.
Vi vælter bagover fra kanten af gummibåden og ned i vandet, og da boblerne fra plasket forsvinder mod overfladen og væk fra min maske, bliver jeg overvældet af synet: Store stimer af små, farverige fisk, en stime af sølvskinnende barracudaer, mellemstore gråhajer, som står og cirkler, groupere i bunkevis nær bunden, en stor napoleonsfisk, og jeg kunne blive ved. Jeg lader mig synke mod bunden og nyder følelsen af vægtløshed, som tillader mig at vende og dreje mig i alle retninger for at få hele infernoet af fisk og hajer med. Jeg kan høre kliklyde fra delfiner et sted ude i det blå. Men selv om sigtbarheden er cirka 50 meter, og jeg kan høre, de er i nærheden, kan jeg ikke se dem.
Vi ligger på et plateau lige ved indgangen til passet. Til højre fortsætter passet ind mod lagunen, men ikke langt til venstre stopper plateauet helt brat. Fra søkortet på vej ind kan jeg huske, at det gik næsten lodret ned til 3.000 meters dybde. Jeg kan ikke dy mig, og jeg må lige hen og kigge ud over kanten. Det giver et ubeskriveligt sug i maven, da jeg lader mig glide udover kanten og hænger svævende over det mørkeblå, næsten sorte, dyb.
Tanker om, at hver og en af havets kæmper findes dernede i mørket, giver mig blandede følelser. En del af mig er glad for bare at ligge her og kigge ned i dybet, hvor gummibåden stadigvæk er synlig i overfladen. Men der er også en del af mig, som har lyst til lige at kigge lidt dybere for at se, om man nu kunne være heldig at se noget stort og mærke suget ved at lade sig glide ned i dybet. Men vi ligger allerede ret dybt, og det går ikke at dykke dybere. I stedet vender jeg mig rundt til far og Theis, og sammen svømmer vi ind mod passet. Langsomt som vi kommer længere og længere ind i passet, tager strømmen til. Den er ikke kraftig, men lige præcis kraftig nok til, at vi ikke behøver at svømme og bare kan lade os glide med strømmen igennem vandet.
Passet bliver langsomt smallere, og efter at være kommet over en lille forhøjning åbner det sig for alvor op. Det ligner en kløft. Vi kan lige præcis se begge sider af passet, som står som næsten lodrette vægge ned mod bunden, hvor der er cirka 35 meter dybt. Det føles fedt at være afgrænset til alle sider. Ligegyldigt, hvor jeg kaster mit blik, er der noget nyt og smukt at se på. Vi driver langsomt ned langs væggen til højre, som er tæt pakket med koraller og fisk. En eagleray med sin lange hale svømmer forbi, og et par store napoleonfisk står og gnasker i en koral. Sammen med alle fiskene er dette allerede nu et mega fedt dyk. Men foran os dukker omridset af nogle store dyr frem.
Til at starte med er det ikke helt til at se, hvad det er. Men da vi kommer tættere på, går det op for os, at det er en stor flok gråhajer. De står stille med hovedet mod strømmen. Der er mange, og der fortsætter med at være hajer. Jeg tæller, men stopper da jeg når 50, for det bliver bare ved. Ført af strømmen glider vi ind i mellem dem – der er hajer til alle sider. De virker næsten ligeglade med os. De svømmer bare dovent til siden, når vi kommer mod dem. Jeg har lidt følelsen af at være Moses, som skiller vandene, bortset fra at det her er hajer, der åbner en passage op for os. Aldrig før har jeg set så mange hajer på en gang. Det samlede antal hajer, jeg har set i mit liv, bliver doblet mange gange lige nu. De er over os, under os, foran os, og i takt med at vi glider længere og længere ind i passet, samler de sig bag os igen. Jeg er euforisk – det er en helt fantastisk oplevelse at være omringet af hajer på den måde.
Vi kigger på hinanden og strækker armene over hovedet og laver en lille glædesdans under vandet. Det her er for vildt. Det er ikke bare gråhajer, vi kan se. Mellem gråhajerne står også et par silvertip-hajer, som ligner gråhajer, men bare er større og med sølvfarve på spidsen af alle finner. På bunden ligger et par hvidtippede revhajer, og en nurseshark ligger og sover i en lille grotte, vi driver forbi. Alle andre fisk bliver lidt ligegyldige – vi er i hajekstase.
Efter en time er vi ved at være lave på luft, og det passer med, at vi er nået til slutningen af passet og nu er helt inde i lagunen. På vores safety-stop på fem meter, hvor vi ligger i tre minutter, prøver jeg at overskue, hvad det er jeg lige har oplevet. Men det er umuligt at rumme det hele. Det kommer nok til at tage lidt tid og en masse begejstret snak i gummibåden på vej tilbage for at forstå, hvor mange hajer vi lige har set.