Fransk Polynesien er et kæmpe ørige, der strækker sig over et område større end hele Europa. Landet er delt ind i fem ø-grupper. I det Nordøstlige hjørne Marquesasøerne, som er høje, frodige og meget barske. Der er næsten ingen koraler omkring Marquesasøerne, da øerne stadigvæk er for ”unge” og fortsætter lodret ned i vandet. Mod sydøst Gambierøerne, og mod syd Australøerne, som vi desværre ikke nåede at besøge. I den vestlige del Selskabsøerne, som den største ø Tahiti er en del af, hvor hovedstaden Papeete er placeret. Selskabsøerne er meget smukke og er længere i livet som ø. De er så småt begyndt at synke tilbage ned i havet og har skabt en ring af koral rundt om sig. I ø-gruppen finder man også øerne Bora Bora, som flere gange er blevet kåret som verdens smukkeste ø. Til sidst og i midten af det hele ligger Tuamotuøerne. De udgør den sidste del i livet som ø, hvor hele øen er sunket tilbage ned i havet og tilbage står kun koralrevet, der før dannede en cirkel omkring øen. Det hedder en atol. Nogen steder stikker revet op over vandet og har skabt en sandtange, der kun meget sjældent overstiger 1,5-2 meter. Her har folk slået sig ned og levet vitterligt lige på kanten af Stillehavet.
Den første ø vi ramte efter 23 døgn til søs fra Galapagos, var Nuku Hiva, som er en del af Marquesasøerne. Uden at vide det var vi landet lige midt i deres årlige musikfestival. Så få timer efter at ankeret var kastet, og vi havde sat fødder på land efter mere end tre uger til søs, stod vi med en Hinano i hånden til lokal rockkoncert, hvor bandet sang på det lokale sprog, som lyder meget krigerisk og passer perfekt til rock. Flere lokale omkring os var tatoveret over hele kroppen, også i hoved, og stod med store benhalskæder om halsen. Noget af en omvæltning fra roen ude til søs, men den fedeste kontrast og en god start på vores møde med det polynesiske folk, som vi skulle bruge de næste ca. 15 måneder med.
Vi lærte Marquesasøerne rigtig godt at kende, for vi sejlede nemlig tilbage til dem, efter en rundtur i resten af Fransk Polynesien, for at tilbringe orkansæsonen oppe nordpå ude af det sydlige Stillehavs orkanbælte.