Om Havana
Vi købte Havana i vinteren 2006...
Hvad skibets historie har været indtil da, er vi ikke 100% sikre på. Men vi har fået fortalt, at den har sejlet charter i Caribien og på et tidspunkt blev stjålet på Mallorca for at blive brugt til et smuglertogt, der sluttede i England.
Navnet blev skiftet ud...
Da vi fandt den, frosset fast i isen i Ishøj havn, var den i en miserabel stand, men til at betale. Vi gav den en ordentlig omgang og fik hende til igen at funkle. Navnet Baloo blev skiftet ud med Havana. Hvorfor lige ”Havana” kan ingen af os huske, men det rimer på både hav og vand, og Marian insisterede på, at det skulle være et navn med ”A” i og gerne flere af dem.
At det blev lige den model, vi købte, skyldes 2 ting. Vi mødte engang, på et af vores sejltogter, en franskmand med et skib magen til Havana. Han viste os en billedserie, hvor man så hans skib skyllet 80 meter ind over et koralrev på Fiji, og hvordan en slæbebåd trak ham af igen uden, at skibet fik andre skader end masser af ridser på hele bagbord side. Altså, denne model måtte være stærk og bygget til at holde.
Den anden gode grund er cockpittet, der sammenlignet med mange andre skibe i samme størrelse, er stort og luftigt. Vi ved af erfaring, hvor lidt man befinder sig under dæk i 35 graders varme. På troperne er det pladsen over dæk, der tæller.
Et nyt stævn/ankerbeslag mm.
Inden drengene drog ud på deres jordomsejling, byggede vi blandt andet et nyt stævn/ankerbeslag og installerede et nyt ankerspil på dækket. Vi svejsede en targa-bøjle op ude agter til solpanel, vindmølle, redningsflåde og bøje. Vi monterede også et inderstag og 2 løbende bakstag med forstærkninger under dæk. Både for at give masten ekstra styrke, og for at kunne sætte en inderfok.
Vi gav Havana den store osmosebehandling, da der var ca. 2500 blærer under vandlinjen. Vi sleb alle blærer ned med vinkelsliber, skyllede og tørrede en masse gange, inden vi primede og spartlede de ca. 5-kroner
store fordybninger ud. Det har holdt nu i snart 4 år!
Motoren blev hevet ud...
Motoren blev hevet ud, fik blandt andet skriftet toppakning, og vi skiftede bæreleje, blackjack etc. Vi fandt 5 gode, let brugte gel-batterier på hver 200 Amp fra et nødstrømsanlæg. Et batteri blev placeret ude for til anker, 1 startbatteri, 2 forbrug og et reserve der kan kobles til både forbrugs- og startbatteri.
På Tahiti skiftede vi vores faste 3-bladet propel ud med en foldbar 3-bladet. Det kan mærkes på farten for sejl og giver os ca. 25% brændstofbesparelse, når vi sejler i stille/fladt vand og kan sætte propellen i ”over-drive” position.
Tekniske data
Byggeår: 1991
Værft: Jeanneau
Model: Sun odyssey 51
Længde: 15,35 m.
Bredde: 4,85 m.
Dybgang: 1,95 m.
Deplacement: 15 tons
Mastehøjde over dæk: 18,9 m.
Vand: 750 liter
Diesel: 380 liter
Motor: Perkins MD80
2 dobbeltkøjer og 4 enkeltkøjer.
Af sejlteknisk og navigationsudstyr ombord holder vi os til det mest nødvendige og ikke nødvendigvis det fineste eller dyreste.
Til gengæld er der blevet råd – og plads – til utrolig meget ikke-nødvendigt udstyr for at kunne sejle jorden rundt. Theis fik sneget otte boards af forskellige slags ombord. Der er fire komplette dykkersæt, mundharmonikaer i både A og C, en slangebøsse, to guitarer og et fint stykke rosentræ fra Marquesas.