Fra Vanuatu til PNG
Jeg når lige at skimte bølgen ud af øjenkrogen. Den er stor, og kommer ikke fra samme retning som de andre, og rammer mig som en lussing fra bagbord. Det er fire dage siden, vi sejlede fra Vanuatu, hvor vi vinkede farvel til mor og far inde på stranden. I to måneder har vi filmet til sæson tre, men nu er vi igen alene og på vej mod Papua Ny Guinea. De første dage har været meget stille og rolige med medvind og sol. Men i går begyndte et lille hidsigt lavtryk at tage form nordøst for os. Hele natten har vi haft voldsomme lyn rundt om og over hoved på os, men det er først her til morgen, vinden for alvor er kommet.
Vi er lige på kanten af cyklonsæsonen, som i det sydlige Stillehav starter midt i november, og med en kraftig El Niño under opsejling, har jeg fulgt lavtrykkets udvikling med en vis nervøsitet det sidste døgn. Men det ser ud til, at vi lige præcis når ind foran det værste og slipper med skrækken og 5-6 timers blæsevejr. Men jeg skal lige love for, at det blæser. Theis og Anders har bjerget storsejlet, og vi sejler nu udelukkende for det lille forsejl – men selv det er næsten for meget lige nu. Jeg vil skyde det til at blæse 18-20 m/sek og med vindstød af stormstyrke. Havana smider sig voldsomt ned til siden, og jeg overvejer at falde af med vinden og sejle med bølgerne.
Kun 10 sømil i vindens retning ligger øen Guadalcanal, som er en del af Salomonøerne. Det er fristende at se, om vi kan komme i læ bag den – det ville være dejligt ikke at skulle kæmpe os mod vinden og de stadigvæk voksende bølger. Men en stemme inden i mit hoved bliver ved med at sige ”Bliv til søs – det er det sikreste sted at være”. Regnen hamrer ned, og vi kan ikke se mere end 100 meter frem for os. Det ville være alt for farligt at nærme os land og de mange uafmærkede rev med så meget vind og dårlig sigtbarhed. Chancen for at ende på bunden af Iron Bottom Sound, ligesom de mange amerikanske og japanske skibe der blev sænket lige netop ved den ø under 2. Verdenskrig, overskygger timerne med bølger i hoved, og regn der slår mod ansigtet som hagl.
Vinden og bølgerne skubber os langsomt tættere på øen, men med hjælp fra motoren kan vi lige holde os fri af den. Det er svært at se på skyerne, som hænger tunge og lave omkring os, om vi går bedre vejr i møde. Men vinden, der langsomt drejer mod venstre, fortæller mig, at centrum af lavtrykket rykker bag os, og stille og roligt i løbet af de næste timer aftager vinden også og styrker troen på, at vi lige præcis nåede ind foran det allerværste
Næste morgen er der ikke en vind der rør sig og de eneste tegn på, at det har blæst, er de bløde dønninger der kommer rullende, og den indelukkede lugt i kahytten af fugt og vådt tøj. Heldigvis skinner solen, og de næste 10 timer bliver hele båden omdannet til et kæmpe tørrestativ. Mads og Monopolet spiller på anlægget, og på skift døser vi hen på cockpitbænken og indhenter lidt af det søvn, vi ikke har fået så meget af de sidste par døgn.
Fra Vanuatu til Rabaul i Papua Ny Guinea er der 1100 sømil. Efter 8 døgn til søs dukker en tegneserieagtig vulkan op ude foran. Ligesom man ville tegne den, er den perfekt trekantet og står og skyder fine små røgskyer op i luften. I det sidste aftenlys sejler vi imellem den og to andre aktive vulkaner og ind i bugten, hvor byen Rabaul ligger. Imens vi kaster anker, strømmer trommemusik og lokal sang os i møde inden fra land. Det bliver spændene at komme i land og se os omkring. Men i første omgang hænger jeg en hængekøje op på fordækket og falder i søvn midt mellem vulkaner, lokalmusik, stjerner over hoved og bunkevis af 2. Verdenskrig vrag under kølen.