Øliv
Det er midt på dagen. Jeg har taget min computer med op i cockpittet, hvor en lille vind rører sig og sænker temperaturen fra meget varmt til varmt. Jeg sidder og kigger ind over bugten og byen Taiohae på Nuku Hiva. Et par enkelte små skyer glider over himlen. Kigger jeg ud af bugten, kan jeg se stillehavsdønningerne rulle forbi. Vi har lagt os i den fjerne ende af bugten modsat størstedelen af de andre både. Stilheden afbrydes i intervaller af ukuleler inde fra stranden og bassen fra noget mindre godt lokalt techno.
Det er knap syv måneder siden, at mor, far og Alfred afmønstrede på Tahiti. Da vi sagde farvel, snakkede vi om, at vi nu for første gang ikke stod over for et ocean, som skulle krydses og ikke havde mange tusinde sømil, der skulle sejles. Fokus ville ikke længere ligge på havsejlads og de oplevelser og udfordringer, som er forbundet med det. Men tid, ro og paradisiske øer, som vi de sidste måneder havde nået at snuse til, men slet ikke var færdige med. Så med friske sejl stævnede vi igen ud i de polynesiske øer med en ny og god besætning propfyldt med energi og gåpåmod.
Vi startede med at sejle til øerne vest for Tahiti, Selskabsøerne, som vi ikke havde nået at besøge med mor, far og Alfred. Her finder man blandt andet Bora Bora, som mange gange er blevet kåret til at være verdens smukkeste ø. Og den er virkelig smuk med sit høje, kegleformede bjerg omringet af en perfekt koralring og med turkisblåt vand i lagunen. Men vi blev også overrumplet af de tusindvis af bungalows, som stod på pæle i vandet. Det var super sjovt de første par dage, og vi følte os som konger, da vi sneg os ind i poolen på et af de store luksusresorter, hvor det koster en halv jordomsejling at bo en forlænget weekend.
Men efter et par dage gik der lige rigeligt honeymoon i den, og vi begyndte at savne det mere uberørte og knap så turistede Polynesien. Det fandt vi på øen ved siden af Bora Bora. Det er egentlig underligt, at ikke flere turister har fundet derover. Den er så tæt på Bora Bora, at man kan se den ene ø fra den anden. Maupiti ligner fuldstændig Bora Bora, den er bare mindre og uden et eneste resort. Der følte vi os mere hjemme, og vi kunne igen snorkle rundt på revet uden horderne af selfie-knipsende kinesere i store, orange redningsveste. Efter at have besøgt yderligere et par af Selskabsøerne sejlede vi tilbage til Tuamotu-øerne. Her oplevede vi virkelig, hvad det vil sige at have god tid. Vi flyttede dykkerkompressoren ind på stranden, hvor vi placerede den i skyggen under en palme.
Og uden vi opdagede det, gik der to måneder med dykning, påfyldning af flasker til den søde dykkermusik fra kompressoren, hygge og spil i cockpittet og boglæsning i palmernes skygge. Da vi nåede midten af november, var det tid til at sætte kursen ud af orkanbæltet, som strækker sig fra det vestlige Stillehav og til og med Tuamotu. Så nu er vi igen på Marquesas, hvor vi har tilbragt de sidste fire måneder. Det meste af tiden har vi ligget her på Nuku Hiva.
Det er sjovt at have en base. I over halvandet år har vi flyttet os meget, set mange forskellige steder og oplevet utrolig mange forskellige ting. Men de sidste måneder har vi ligget bomstille, og det har ført nogle nye og anderledes oplevelser med sig. Vi har fået lokale venner, er på fornavn med kassedamen i det lille supermarked og kender efterhånden den lille by rigtig godt. Det er dejligt at opleve et lokalsamfund på den måde, og vi er gået fra at være udlændinge på gennemrejse til at være nogen af dem, som bliver inviteret med til fødselsdagsfest hos Henry fra den lille snackbar inde på molen. Men nu er orkansæson ved at være ovre, og om en uge påmønstrer en ny besætning. Så gør vi igen klar til at løfte ankeret for at begive os ud mod nye og for os ukendte øer.