Lig stille, din forbandede båd

Marquesas

Jeg har lagt mig selv i aflåst sideleje for ikke at vælte fra side til side nede i køjen. Havana ruller kraftigt, og skiftevis kan jeg udelukkende se vand eller himmel ud af koøjet. Klokken er seks om morgenen, og solen er så småt ved at stå op. Det er de sene nattetimer og morgenen, som er værst. Der er vinden svag, og Havana har en tendens til at lægge sig tværs i dønningerne, som kommer rullende ind i bugten. For selvom jeg har følelsen af at være til søs, så ligger vi faktisk for anker ud for byen Taiohae på Nuku Hiva.

Et øjeblik længes jeg tilbage til Tuamotus beskyttende lagune, hvor bølgerne sjældent rejser sig til mere end 20 til 30 centimeter, og båden ligger lige så stille som hjemme i den smalle kanal på Christianshavn. Nu må jeg i stedet holde godt fast i håndtaget i loftet, mens jeg vælter ud af køjen på mine ben, der slet ikke er søklar endnu. Så lig dog stille, din forbandede båd. Komfuret vipper, mens blusset arbejder på at varme vandet til den første kande kaffe. Kaffekanden er placeret i vasken, så den ikke falder på dørken, og der er ingen grund til at fylde den helt op med vand, for det vil alligevel bare skvulpe ud over kanten.

Far er også tidligt oppe og er ligesom jeg selv lidt klatøjet at se på. Vi kan vist begge to godt bruge en kop kaffe efter en urolig nat. Vi behøver ikke sige noget og tænker begge to det samme: Stopper det aldrig med at gynge!? Da vi fem minutter efter sidder med hver vores dampende kop kaffe i hånden og kigger ind på de høje klipper, som omkranser bugten, forsvinder den smule irritation, der sad i kroppen efter at have klamret sig til køjen hele natten. For hvad Marquesas ikke har i spejlblanke, rolige ankerpladser – det har det så tusindfoldigt i imponerende og barskt landskab. Vi bliver hurtigt enige om, at ’en smule’ vuggen i køjen er en pris, som vi gerne vil betale for at ligge her.

Marquesas-øerne er høje og frodige. Klipperne fortsætter lodret ned i vandet, hvor de, i stedet for at flade ud i et beskyttende koralrev, fortsætter ned til flere kilometers dybde. Vi ligger på sydsiden af øen, hvor vi burde ligge i læ for passatvinden, som overvejende kommer fra øst. Det gør vi også for vinden, men bølger har den irriterende egenskab, at de kan dreje om hjørner, og oceandønningerne kommer derfor stadigvæk rullende ind i bugten. Dog er de ikke helt så store, som hvis vi stak næsen ud af bugten. Lidt beskyttet er vi alligevel.Det er skønt at være på Marquesas efter i en måneds tid at have været på Tuamotu. Tuamotu er fantastisk, og det er det ultimative billede på alle vores Stillehavsdrømme. Men jeg må indrømme, at jeg har savnet at gå en tur i kuperet terræn og igen kunne få friske grøntsager og frugter. Jeg er hoppet en tur i land, hvor verdenen igen står stille under mine fødder. Jeg kigger op ad de grønne og tætbevokset klipper. En lille sti forsvinder ind mellem træerne, og jeg begynder at gå.

For et par dage siden gjorde mor mig opmærksom på størrelsen på mine lår. Jeg havde ikke tænkt over det, men da jeg kiggede efter, kunne jeg da godt se at der ikke var meget muskulatur tilbage. Jeg har faktisk aldrig før set dem så små. Måske giver det meget god mening. For efter at have tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at hvis man så væk fra et par små gåture i Papeete på Tahiti, så har jeg faktisk ikke gået en reel tur siden Galapagos for et par måneder siden. Vi har enten været til søs eller befundet os under vand glidende igennem flokke af hajer. Så ud over lidt balancetræning på det store vippebræt Havana, så er det ikke meget, de lår er blevet aktiveret på det sidste.

Jeg kan da også godt mærke mine lår værke en smule, da jeg efter en halv times tid holder pause i skyggen under et stort mangotræ. Der ligger bunker af nedfaldende mangoer, og jeg finder hurtigt et par stykker, som lige må være faldet ned – der er i hvert fald ikke nået at gå dyr i dem. Hold nu op, hvor er det skønt med frisk frugt. Og Marquesas ser ud til at kunne bidrage med en uudtømmelig kilde af lige netop dette.

På vej tilbage støder jeg på et pomelotræ, og ved siden af det et limetræ og en busk med friske chilier. Der ryger lidt af hvert i tasken, så der er lidt krydderi til aftensmaden og frugt til morgenmad i morgen. Nede ved molen, hvor fiskerne kommer ind og læsser deres fangst af, har Henry en lille snackbar, hvor jeg sætter mig og får en juice og en poison cru – rå fisk marineret i lime og kokosmælk.

Ved siden af mig sidder et par store, lokale mænd med tatoveringer i hele ansigtet. Havde jeg været i Danmark, og de to mænd havde været danskere og ikke polynesiere, havde de nok fået mig til at gå over på den anden side af gaden og finde et andet sted at sidde. Men med hver deres ukulele i hånden og store brede smil, der ofte udvikler sig til et højt grin, er det svært rigtigt at være bange for dem. Her er det helt normalt og bidrager kun til følelsen af at være i en hel anden kultur på den anden side af jorden.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.