Jayapura

Jayapura var vores første møde med Indonesien. Verdens største ørige med ca. 17.500 øer og verdens 4. Mest befolkede land med næsten 260 millioner indbyggere.

Vi tilbragte næsten to år i Stillehavet, og den polynesiske og melanesiske kultur havde taget os godt ned i gear, med svagt befolkede øer og en stille og rolig livsform. Så det var noget af et kulturalt chok der ramte os da vi for første gang gik en tur i land.

Uddrag fra rejsebrev:

Theis sejler mig i land, og fra en lille bro går jeg bag om et hus og ud til en vej. En lussing af indtryk rammer mig, og i noget der føles som fem minutter, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg står bare stille på fortovet og kigger på det inferno af liv, der udspiller sig rundt om mig.

Foran mig er det, der vel egentlig er en to sporet vej, blevet omdannet til mindst fire i et virvar af knallerter, biler og mænd der gående trækker små madvogne efter sig. Alle dytter med hornet, men ikke et aggressive ”flyt-dig dyt”; mere et lille ”her-kommer-jeg dyt”, men lyden lægger en god grund støj hen over byen. Omkring mig går folk smilende forbi i rask tempo. I Stillehavet slentrede folk, og gav sig god tid til at komme fra A til B. Dem der går forbi mig nu er målrettet og er tydeligvis på vej mod dagens næste gøremål.

 …..

Om aftenen tager vi alle sammen i land for at kigge os omkring og finde en bid mad. Siddende på kantstenten rundt om en lille vogn på to hjul, sidder en flok lokale og spiser. Vi slår os ned, og to minutter efter sidder vi med hver vores skål soto mie ayam – nudelsuppe med kylling – i hånden. Det smager himmelsk. Og selv om vi alle fire sidder og småsnøfter en smule, hvilket de lokale omkring os synes er hylende morsomt, er det skønt igen at være i et land, hvor de leger med krydderierne – og mon ikke vi nok skal vende os til mængden af chili.

Stillehavet har været en drøm, men lige nu elsker jeg kontrasten, stemningen, tempoet, larmen og alt det kaos, som Indonesien giver os med sin første by.