Uddrag fra rejsebrev:
Den største udfordring på den her jordomsejling, har ikke været blæsevejr, høje bølger eller et hjem med lidt plads og mange mennesker. Det har været at vælge mellem alle de fantastiske steder der er her ude. Hver gang vi beslutter at sejle et sted hen, må vi vælge andre steder fra. En god ven og sejler sagde på et tidspunkt til mig ”Emil, det er paradis A eller B. Lige gyldigt hvilken rute du vælger bliver det godt”.
Vi er på vej nord om Ny Guinea, den næst største ø i verden, kun overgået af Grønland. Øen er delt på midten mellem Papua Ny Guinea og Indonesien. Det er tre dage siden vi sejlede fra Rabaul, og vi er ca. halvvejs på vores tur mod Vanimo, som er den sidste by i Papua Ny Guinea før grænsen til Indonesien. Der skal vi cleare ud af landet, og søge visum til Indonesien.
Jeg har været lidt nervøs frem mod det her stræk nord om Ny Guinea. Hvis man kan snakke om en ”normal” rute ud af Stillehavet, så går den for de flestes vedkommende igennem Torresstrædet, der er strædet mellem Australien og Ny Guinea – altså syd om Ny Guinea, og ikke nord om som vi gør nu. Og vejrmæssigt giver det da også bedre mening, for her oppe, er det på den her årstid, nordvest monsunen som er fremhærskende, og nordvest er lige præcis retningen vi skal.
Men lysten til at udforske nogle af de mindst besøgte steder i verden, og for en periode bryde med den ”normale” rute rundt om jorden, overskygger strabadserne med modvind, kraftige byger og ekstra sømil. Lige nu, hvor vi kan holde den direkte kurs mod Vanimo, og det er lyden af bølgebrus og ikke torden der bryder stilheden, er det nemt at blive enig med mig selv om, at det var den rigtige beslutning. Men da jeg for en time siden stod i regn, mørke og med lyn alle vegne krævede det lidt mere vilje.