Papua Ny Guinea

Uddrag fra rejsebrev:

Morgensolen skyder sine første stråler afsted og rammer mig i ansigtet. Jeg slår øjnene op, og kigger hen på en af de tre aktive vulkaner, som byen ligger lige for foden af. I en udhulet træstamme, hundrede meter væk, sidder en mand og fisker i det tidlige morgenlys. Vi nåede kun lige akkurat ind i bugten i går inden det blev mørkt, så det er først nu, at jeg for alvor kan danne mig et billede af det sted, vi er kommet til. Lige siden vi sejlede hjemmefra, har Papua Ny Guinea stået højt på listen over lande, jeg gerne ville besøge. Få lande er for mig så afsondrede og fjerntliggende, og bare tanken om at der dybt inde i junglen lever mennesker uden kontakt til vores verden, får det til at gibbe i kroppen på mig.

Vi glæder os til at komme i land, men over dagens første kop kaffe bliver vi også enige om, at der ikke findes nogen bedre måde at starte dagen på end med et dyk.

På søkortet over bugten vi ligger i, kan vi se flere hundrede vrag markeret. Og allerede på vej ind begyndte det at snurre i kroppen efter at komme under tryk og se nærmere på noget af alt det skønne og rustne jern, der åbenbart ligger der nede på bundet.

Rabaul blev under 2. Verdenskrig besat af Japanerne, og under hele Stillehavskrigen havde de en af deres største baser lige netop her. Men hen mod slutningen af krigen blev byen overtaget af de allierede, og i kampen om byen endte mange fly og skibe deres dage på bunden. Dem skal vi helt sikkert ned og kigge på, men i første omgang er det faktisk et andet vrag, der har stjålet vores opmærksomhed. Af en af de gamle havnegutter har vi fået gps koordinater på et stort Japansk fiskeskib, der sank her for to år siden. Der er vist ingen, der helt præcist ved hvorfor det sank, men Rod, som gav os dets position, fortalte at han er den eneste der har været nede og dykke på det efter det sank. Tanken om at dykke på et stort skib, hvor kun én anden har dykket før os, overgår lige nu forestillingerne om gammelt jern fra 1944.