Salomonøerne

Uddrag fra rejsebrev:

 Theis og Anders har bjerget storsejlet, og vi sejler nu udelukkende for det lille forsejl – men selv det er næsten for meget lige nu. Jeg vil skyde det til at blæse 18-20 m/sek og med vindstød af stormstyrke. Havana smider sig voldsomt ned til siden, og jeg overvejer at falde af med vinden og sejle med bølgerne. Kun 10 sømil i vindens retning ligger øen Guadalcanal, som er en del af Salomonøerne. Det er fristende at se, om vi kan komme i læ bag den, og det ville være dejligt ikke at skulle kæmpe os mod vinden og de stadigvæk voksende bølger. Men en stemme inden i hoved på mig bliver ved med at sige ”bliv til søs, det er det sikreste sted at være”. Regnen hamrer ned, og vi kan ikke se mere end 100 meter frem for os. Det ville være alt for farligt at nærme os land og de mange uafmærkede rev med så meget vind og dårlig sigtbarhed. Chancen for at ende på bunden af Iron Bottom Sound ligesom de mange Amerikanske og Japanske skibe, der blev sænket lige netop ved den ø under 2. Verdenskrig, overskygger timerne med bølger i hoved og regn, der slår mod ansigtet som hagl.

Vind og bølger skubber os langsomt tættere på øen, men med hjælp fra motoren kan vi lige holde os fri af den.

Det er svært at se på skyerne, som hænger tunge og lave omkring os, om vi går bedre vejr i møde. Men vinden der langsomt drejer mod venstre fortæller mig, at centrum af lavtrykket rykker bag os, og stille og roligt i løbet af de næste timer aftager vinden også og styrker troen på, at vi lige præcis nåede ind foran det allerværste.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.