Vanuatu – Coolidge

Uddrag fra ”Under overfladen”

Under 2. Verdenskrig kæmpede de allierede, med USA i spidsen, en meget blodig krig mod Japan på flere af de små Stillehavsøer. Det er svært at forstille sig når man sejler rundt her ude nu, at der har været så meget død og ødelæggelse på de her fantastiske, små øer med palmer og hvide sandstrande. Det er heldigvis slut nu, og tilbage er kun resterne af krigens maskiner, flyvere og skibe der ikke klarede den.  

Der blev ikke kæmpet på Santo hvor vi er nu, men USA havde en stor base her, hvorfra de fordelte soldater ud til de øer hvor der blev kæmpet, og hvor deres flyvere kunne lette og lande. I 1942 kom Coolidge sejlende mod Santo med skibet fyldt af unge soldater. Fordi de var bange for at Japanerne skulle prøve og overtage øen, havde de lagt miner ud i indsejlingen til øen. De var lagt lige under overfladen, så man ikke kunne se dem fra skibet, men først opdagede dem hvis man sejlede ind i dem og de sprang i luften.

 Kaptajnen ombord på SS President Coolidge hed Henry Nelson, og han viste godt at der kun var én vej ind til øen, som han kunne sejle uden af få sprængt hul i sit skib af en skjult mine.

Men fordi han mente, at der var Japanske ubåde lige i røven på ham, som ville skyde hans skib i stykker, havde han ikke tid til at tænke sig ordentlig om, og han valgte den forkerte indsejling til øen. Han sejlede lige så hurtigt han kunne, for at slippe væk fra de ubåde, som han var bange for var lige efter ham, men så lige pludselig lød der først et højt brag efterfulgt af et andet højt brag lige bagefter. Skibet var sejlet på to miner. Og det var jo ikke for smart, for det var jo deres venner som havde lagt minerne ud og ikke fjenden. Vandet væltede ind i skibet, og kaptajn Nelson viste at hans skib ville synke hvis han ikke tænkte hurtigt. Og så fik han en smart og klog idé. For inden at skibet nåede at synke ned på bunden af havet, sejlede han det med fuld kraft ind mod stranden og det lave vand ud for kysten. Normalt har man som skipper ikke lyst til at sejle sit skib på grund, og hvis jeg sejlede Havana op på stranden, så ville jeg ikke være for smart. Men fordi der kom så meget vand ind i Coolidge, at det snart ikke ville kunne holde sig flydende mere, så var det smartere at sejle det på grund, hvor havbunden ville kunne holde skibet fra at synke. Så det gjorde kaptajn Nelson. Efter endnu et brag da skibet ramte bunden, beordrede han alle ombord til at hoppe i vanden og svømme i land.

Kaptajn Nelson, der til at begynde med, ikke var alt for populær efter at have sejlet den 200 meter lange SS President Coolidge på to miner, endte med at blive en helt fordi kun to mand omkom i en ulykke der kunne have kostet alle 5340 mænd livet.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.