Jeg hiver mig selv ud af den kulturelle choktilstand

Skrevet efter sæson 3 i Jayapura i Indonesien

Fra Vanimo i Papua Ny Guinea, til Jayapura i Indonesien er der knap 35 sømil. Dem har vi tilbagelagt i nat, og i det tidlige morgenlys er vi nu på vej ind mod byen for, at finde et sted at kaste anker. Omkring om os tonser små, larmende både rundt med vinkende Indonesere i, og foran os åbner sig en by, som allerede udefra, ser meget anderledes ud end det vi kommer fra. Byen ligger i en dyb dal, omkranset af bjerge. Op af bjergsiderne ligger husene tætpakket, og mellem byens tage nede i dalen, stikker flere kupler fra moskeer op. Ude til bagbord begynder solen at kigge op over kimingen, og i takt med, at vi kommet tættere på, begynder byens støj at blande sig med sangen fra mullaherne, der kalder til morgenbøn.

I knap to år har vi befundet os i det sydlige Stillehav, hvor vi har sejlet rundt mellem øde eller kun svagt beboede øer. Så det syn der møder os denne morgen, blandet med lyden fra en storby der vågner, er både overvældene, fascinerende og dragende på samme tid. Jeg kan ikke vente med at komme i land, og kigge nærmere på det, der udefra ligner en myreture af liv, sammenlignet med Stillehavets tilbagelænet og rolige leveform.

Det er svært at finde et sted, hvor der er lavt nok til, at vi kan kaste ankeret. Men til sidst lykkes det os at finde et område, lige i udmundingen af en flod der kommer inde fra centrum af byen. Vandet er brunt og beskidt, og overalt flyder der plastisk og andet skrald i vandet. Ikke ligefrem et sted jeg har lyst til at tage min morgendukket, men det eneste sted, hvor det kan lade sig gøre at ligge. I stedet for badning bliver det et studie i skral fra en halvstor Indonesisk by… Konklusion: Kop nudler er et stort hit, og der er i hvert fald tre forskellige blemærker på marked.

Til de andres ærgrelse bliver de nød til at blive på båden, imens jeg tager ind til byen for at cleare os ind i landet. Først når jeg har fået stemplet vores pas hos immigration, må resten af besætningen komme med i land. Theis sejler mig i land, og fra en lille bro går jeg bag om et hus og ud til en vej. En lussing af indtryk rammer mig, og i noget der føles som fem minutter, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg står bare stille på fortovet og kigger på det inferno af liv, der udspiller sig rundt om mig.

Foran mig er det, der vel egentlig er en to sporet vej, blevet omdannet til mindst fire i et virvar af knallerter, biler og mænd der gående trækker små madvogne efter sig. Alle dytter med hornet, men ikke et aggressive ”flyt-dig dyt”; mere et lille ”her-kommer-jeg dyt”, men  lyden lægger en god grund støj hen over byen. Omkring mig går folk smilende forbi i rask tempo. I Stillehavet slentrede folk, og gav sig god tid til at komme fra A til B. Dem der går forbi mig nu er målrettet og er tydeligvis på vej mod dagens næste gøremål.

Jeg hiver mig selv ud af den kulturalle choktilstand, jeg har befundet mig i, og finder ind i tempoet med de lokale på fortovet. På dvs. Kontoer bliver jeg mødt af søde, imødekommende og effektive officerer, der med et smil og uden penge under bordet, giver mig de stempler, jeg skal have for at kunne få de andre med i land. De næste dage venter en længere bureaukratisk proces, hvor jeg skal søge dvs. sejltilladelser, men nu er det vigtigste overstået, og vi har lov til at være i landet.

Om aftenen tager vi alle sammen i land for at kigge os omkring og finde en bid mad. Siddende på kantstenten rundt om en lille vogn på to hjul, sidder en flok lokale og spiser. Vi slår os ned, og to minutter efter sidder vi med hver vores skål soto mie ayam – nudelsuppe med kylling – i hånden. Det smager himmelsk. Og selv om vi alle fire sidder og småsnøfter en smule, hvilket de lokale omkring os synes er hylende morsomt, er det skønt igen at være i et land, hvor de leger med krydderierne – og mon ikke vi nok skal vende os til mængden af chili.

Stillehavet har været en drøm, men lige nu elsker jeg kontrasten, stemningen, tempoet, larmen og alt det kaos, som Indonesien giver os med sin første by.