Jeg havde frygtet korruption og bestikkelse

Skrevet efter sæson 3 ved grænsebyen Vanimo mellem Papua Ny Guinea og Indonesien

Der er ikke meget at se udefra, da vi kommer sejlende ind til Vanimo i det første morgenlys. Inde på land ligger store stabler af træstrammer, og ude i bugten ligger et par mellemstore fragtskibe, der er i gang med at få bugseret lange, runde stammer ombord, fra en tømmerflåde der ligger på siden. Ellers er det kun sparsom bebyggelse og et par fiskere i kano der vidner om beboelse.

Hver gang vi forlader et land for at sejle til et nyt, skal vi cleare ud hos Customs, Immigration og havnemyndigheder, og vi skal sørge for at have papirerne i orden til det næste land. I dag skal jeg derfor et smut på den Indonesiske ambassade for at starte vores visumansøgning. Der har været en masse forarbejde med sponsorbreve og sejltilladelse, men der skulle gerne være styr på det nu. Det eneste jeg ikke har kunne finde ud af er, hvor længe de er om at udstede et visum på ambassaden her i Vanimo. Så om vi kommer til at ligge her en dag eller en uge, ved vi ikke. Men min erfaring med officielle myndigheder i denne del af verden er dog, at det er bedre at lægge en lidt pessimistisk plan og så blive glædeligt overrasket derfra.

Vanimo er en lille by midt på øen Ny Guinea. Det er den sidste by i Papua Ny Guinea inden grænsen til Indonesien. Jeg har ingen idé om, hvad vi kan forvente af byen, og det er ikke ligefrem et sted, Lonely Planet skriver om. På mange måder kan jeg godt lide at komme til et nyt sted på den her måde, og udelukkende danne mig et indtryk ud fra hvad jeg selv ser og oplever, uden på forhånd at være farvet af ting jeg har læst. For ofte synes jeg, at stederne som Lonely Planet beskriver som beskidte, larmende og uden seværdigheder, har en charme og nerve gemt i sig, når man kigger på dem der bor midt i støvet, herude, så langt fra den verden vi lever i. Ved første øjekast, kunne Vanimo godt være et af den slags steder.

Lige så snart ankeret er lagt, får jeg Theis til at sejle mig i land, så jeg kan få sat gang i processes med de mange stempler. Jeg hopper i land, og Theis sejler tilbage for at holde øje med båden. Jeg er blevet sat af, i hvad der må være centrum af den lille by. Støv og lidt skral letter fra jorden og flyver hen over byens eneste vejkryds, der ligesom resten af byen ser ud til at være gået lidt i dvale. Her er forholdsvis mange mennesker på gaden, men alle bevæger sig langsomt rundt i solen, eller står i skyggen under et halvtag ved byens få butikker.

Vi er virkelig kommet langt væk, og på de nysgerrige blikke fra næsten samtlige lokale, er jeg vist lige så eksotisk for dem, som de er for mig. Der er noget vildt over deres udtryk. De fleste har stort afrohår. Nogen i den klassiske Jackson Five mikrofonstil, men hos langt de fleste stritter det lidt ukontrolleret ud til alle sidder. En del har simple, hjemmelavede tatoveringer i ansigtet og på armene. Det ser ud til, at en del symboler går igen. Mange har en eller flere cirkler på kinden, andre har en streg fra kindben til mundvig. Jeg forstiller mig, at hver stamme, eller landsby måske har deres eget symbol, og det er derfor, at flere af dem jeg møder har den samme tatovering. Men fælles for næsten alle er, at de er helt røde om munden, og bag deres velkommende smil, har røde og knap så sunde tænder. Jeg har før oplevet at folk tygger betelnuts, som er grunden til den røde farve, og årsagen til at alle med ca. 2 minutters mellemrum, sender en stor, rød spytklat afsted, men jeg har aldrig oplevet det så massivt som her. Jeg har aldrig selv prøvet at tygge det, og når jeg kigger rundt, får jeg ikke ligefrem lyst til at prøve. Betelnuts skulle eftersignende have en let euforiserende virkning, og i kombination med knust koral, som folk ser ud til at lappe i sig som børn med en bøtte spejdersnus, virker det som om, at det meste af byen har rødsprængte øjne.

Om de rent faktisk går rundt og er en smule påvirket, ved jeg ikke, men ligegyldigt hvad, har det i hvert fald ikke taget smilet, og det imødekommende og klart nysgerrige udtryk fra dem. Og for mig overskygger dét det småklamme i, at gå rundt i gader der er overdængede med rødt spyt.

Byen er ikke særlig stor, og jeg finder hurtigt frem til den Indonesiske ambassade. Udefra ser det farlig fint ud, med højt hegn, pigtråd og tung låge. Men efter meget overfladisk, at være blevet scannet med en metaldetektor af en smilende vagt i stram uniform, kommer jeg ind på ambassaden, som viser sig at være en meget sparsomt indrettet og halvprimitiv hytte. Men hvad de ikke har i bunkevis af ansatte, fine kontorer og stramme miner, har de så til gengæld i effektivitet og imødekommende smil. Og efter at have udfyldt en bunke af papirer, skrevet med mine fineste, folkeskole blokbogstaver får jeg besked om, at jeg kan hente vores pas med visum i, om to timer. Det er ca. 160 timer hurtigere, end jeg havde forventet, og tegner godt for Indonesien, som jeg ellers har frygtet som et virvar af kontoer, uniformeret mænd, korruption, sure miner og bestikkelse.

Vi glæder os til at komme til Indonesien, og efter at have snakket kort med de andre på båden, beslutter vi at sejle samme aften, når vi nu var så heldige at få vores visum samme dag, som vi søgte. Så jeg fortsætter min tur rundt på dvs. kontorer for at cleare os ud af Papua Ny Guinea. Imens solen er ved at gå ned, glider ankeret langsomt på plads og vi tøffer ud på den kun 40 sømil lange tur over grænsen, til Indonesien og den første by Jayapura.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.