Skal jeg vælge paradis A eller B?

Skrevet efter sæson 3 på turen nord om Papua Ny Guinea

Den største udfordring på den her jordomsejling har ikke været blæsevejr, høje bølger eller et hjem med lidt plads og mange mennesker. Det har været, at vælge mellem alle de fantastiske steder der er her ude. Hver gang vi beslutter at sejle et sted hen, må vi vælge andre steder fra. En god ven og sejler sagde på et tidspunkt til mig ”Emil, det er paradis A eller B. Lige gyldigt hvilken rute du vælger, bliver det godt”.

Havana skær sig igennem bølgerne. Det er første gang i et par døgn, at stævnen kløver sig igennem bølgerne i stedet for at banke fladt ned oven på dem. Det er skønt! Vi krænger let, og jeg sidder bag roret nede i læ og nyder at kigge op langs dækket, og på vandet der bruser ned langs siden. Det er med at nyde det nu, for ude i horisonten begynder den næste byge at tegne sig.

Vi er på vej nord om Ny Guinea, den næst største ø i verden, kun overgået af Grønland. Øen er delt på midten mellem Papua Ny Guinea og Indonesien. Det er tre dage siden, vi sejlede fra Rabaul, og vi er ca. halvvejs på vores tur mod Vanimo, som er den sidste by i Papua Ny Guinea før grænsen til Indonesien. Der skal vi clearer ud af landet og søge visum til Indonesien.

Jeg har været lidt nervøs frem mod det her stræk nord om Ny Guinea. Hvis man kan snakke om en ”normal” rute ud af Stillehavet, så går den for de flestes vedkommende igennem Torresstrædet, der er strædet mellem Australien og Ny Guinea – altså syd om Ny Guinea og ikke nord om, som vi gør nu. Og vejrmæssigt giver det da også bedre mening, for her oppe er det på den her årstid nordvest monsunen som er fremherskende, og nordvest er lige præcis den retning vi skal. Men lysten til at udforske nogle af de mindst besøgte steder i verden, og for en periode bryde med den ”normale” rute rundt om jorden, overskygger strabadserne med modvind, kraftige byger og ekstra sømil. Lige nu, hvor vi kan holde den direkte kurs mod Vanimo, og det er lyden af bølgebrus og ikke torden der bryder stilheden, er det nemt at blive enig med mig selv om, at det var den rigtige beslutning. Men da jeg for en time siden stod i regn, mørke og med lyn alle vegne krævede det lidt mere vilje.

Som en ekstra lille vejrfaktor er det et El Niño år. Og ikke nok med det så tyder meget på, at det bliver en af de kraftigste nogensinde registreret. El Niño er et enormt vejrfænomen, som udvikles i det vestlige og centrale Stillehav, men som kan mærkes over næsten hele kloden. Det forekommer mellem hvert andet og syvende år, men det er ikke muligt at forudse det før få måneder inden, det indtræder. Kort fortalt skyldes det, at varmt vand fra det vestlige Stillehav trækker ud mod det centrale Stillehav i stedet for at blive omkring Salomon, Papua Ny Guinea og Indonesien. I grove træk giver det flere og kraftigere cykloner i Stillehavet, mere regn i Nord- og Sydamerika og tørke i det vestlige Stillehav. El Niño bringer mange dårlige ting med sig, men for os er det faktisk ikke så tosset lige nu. Ofte svækker det nemlig også monsunvinden, som jo på det her stræk er i mod os. Det skulle eftersignende også give færre tordenbyger i det her område, men det synes jeg nu ikke, vi mærker så meget til.

En sort bramme af skyer bevæger sig hastigt nærmere. Vi har genuaen ude, og storsejlet oppe med et enkelt reb. Lige nu passer det perfekt, og vi går 6 knob. Men skyen foran os ser voldsom ud, og selvom det er lyst, er det tydeligt at se, at den kommer med lyn og formentlig også vind. Jeg vækker Theis og Anders, og søvndrukne kommer de op i cockpittet. Vi har gjort det her en del gange de sidste døgn, så der er ingen grund til at forklare manøvren, imens de bruger et par minutter på at vågne. Rutineret og uden at veksle et eneste ord går de to drenge på fordækket, imens jeg bliver bag roret. Fem minutter efter er genuaen rullet, storsejlet har fået et ekstra reb i og fokken er sat. Med det her setup kan vi sejle igennem det meste. Theis bliver dog alligevel oppe for at se, hvad bygen vil bringe med sig. Der går fem minutter. Luften bliver først kølig og der begynder at dufte af regn, og kort tid efter kan vi se regnen tromle hen over overfladen.

Lige inden regnen rammer, kommer vinden, og i en time regner og blæser det, ligesom en god efterårsrusker i Danmark. Men den store, og meget væsentlige forskel er, at det stadigvæk er 25 grader, og om to dage skal vi på opdagelse i en af verdens mindst besøgte afkroge.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.