Næsten 30.000 mennesker mistede livede, da først franskmændene gik i gang med byggeriet, og senere amerikanerne byggede kanalen færdig i starten af 1900-tallet. Men sikke en forskel den har gjort for vores måde at sejle rundt på verdenshavene på. Det ville have været en noget anden jordomsejling, hvis vi skulle have været syd om Kap Horn, sejlernes Mount Everest, hvor skibe i gennem århundrede er forlist. Jeg tror, at de fleste sømænd er glade for at slippe for stormene omkring Kap Horn, og forhåbentligt er jeg ikke den eneste, der sender en taknemmelig tanke til alle dem, der døde under byggeriet.
Det der skulle have været en forholdsvis simpel tur igennem sluserne, der skulle løfte os på Gatunsøen, endte med at
blive en nervepirrende omgang med en franskmand i spidsen. Sejlbåde bliver bundet sammen i grupper på tre, når man sejler igennem sluserne. Båden i midten af gruppen skal agere motor for os alle tre, og den båd var i vores tilfælde en stor fransk katamaran med en skipper, der sejlede sit skib, som man kører en bil. Han havde glemt, at man ikke bare lige bremser tre både i fart, og at vinden skubber til os. Så allerede inden vi var fortøjret i første sluse, havde han lykkedes med at sejle os ind mod slusevæggen to gange. Den første gang nåede vi at afværge sammenstødet, ved at slå hårdt bak med vores motor, men anden gang stod situationen ikke til at rede, og vi måtte en tur ind og kysse betonen. Heldigvis slap vi med nogle overfladiske skader, men et øjeblik var vi sikre på, at vi gik en lang tur på bedding i møde.