Sommerhilsen fra Havana

Når vi har dansk sommervejr som nu, og samtidig de lange lyse nætter, findes der ikke mange skønnere steder i verden at sejle sig en tur.

Vores virkelighed er desværre bare, at vi må nøjes med at kigge ud over havet, fordi vi stadig står på land med vores nye skib Wallenberg. Men fra agterdækket har vi udsigt over Kattegat, og som I kan se, de smukkeste solnedgange når vi kigger op langs Ålbæk bugten og mod Skagen.
Planen var egentligt, at vi skulle være sejlet her fra værftet i Strandby d. 1 juni. Men som det tit … altid … går, når man får skilt gamle skibe ad, tager det lige lidt ekstra tid.
Vi fandt et par stålplader i bunden, der skulle skiftes, en skrueaksel der havde set bedre dage, og alle de andre 1000 ting. Planen er stadig, at vi senere på sommeren stikker mod nord, og forhåbentligt er sommeren lang endnu.

Alfred har lige afsluttet 2G og har fået sommerferie, og er sammen med en flok venner stukket til søs i en af vennernes fars skib. Det ville de hellere end at skulle til Roskilde Festival, og det syntes jo både hans far og mor er fornuftigt.
Theis har afsluttet sit første skoleforløb som bådbygger og starter om et par uger på sin læreplads i Skovshoved. Hans kæreste Ida læser jura og arbejder ved siden af hos Gadejuristerne der, baseret på frivillige, hjælper gadens folk med at finde vej igennem retssystemer og kommunale forvaltninger. Også det syntes svigerforældrene er meget fornuftigt.
Min far har mange gange sagt: ”Mikkel husk at sådan nogle som os, har brede nok skuldre til også at give en hånd til dem, der ikke klarer sig lige så godt her i livet”.
Det er ikke alle, der kan finde lige så godt ud af det som os, og så er det da dejligt at kunne give lidt, om ikke andet for sin egen skyld. Glæden ved at give og hjælpe, uden at have regnearket slået til for at se om det kan betale sig, er stor, og noget vi altid har nydt godt af ude i verden, når vi var på udebane og havde brug for hjælp.
Emil og Louise går bare og venter på at blive forældre.

Udover de lange arbejdsdage på værftet har vi de sidste par uger indtalt vores 2 bøger, Hej Far Kære Emil og Alt godt fra Havana, som lydbøger.
Dem af jer der måske har bladret eller læst i vores bøger ved, at bøgerne er en blanding af samtaler, mails og beretninger skrevet af Emil og jeg
Indtalingen af bøgerne er foregået flere steder. Emil og jeg sad ude i Emil og Louises lille skur, og lavede alle vores samtaler. Jeg sad oppe i kahytten på vores nye skib og indlæste mine kapitler, og så har Theis, Alfred og Marian været forbi vores små interimistiskes hjemme-lyd-studier for at indtale de samtaler og mails, hvor de er med.

Jeg vil tro, at næsten alle har haft en samtale, der forløber nogenlunde sådan her:

-Kan du huske dengang vi rejste til XXX?
-Ja det var en dejlig tur.
-Det føles jo allerede som 1000 år siden at vi var afsted.

Sådan har det også været med den Jordomsejling, som Emil og Theis var ude på, og hvor Marian, Alfred og jeg var med i perioder. Men da vi så kom i gang med at indlæse vores bøger som lydbøger, vendte alle duftene, lydene, vindene og erindringerne tilbage. Vi har alle været ramt af Stillehavsfeber, saltvandsunderskud, tropelængsel og hvad man ellers kan finde på at kalde det, når udlængslen trækker, siden vi gik i gang med indtalingerne.

Vi kender endnu ikke vores endelige sejlplaner for rejsen mod nord. Og i virkeligheden vil vi heller ikke have alt for mange planer. Vi skal uden om de værste efterårslavtryk og gerne være nord for polarcirklen inden vinteren for alvor sætter ind. Men vi vil også have tid til eventyr, og eventyret findes jo som bekendt i det ukendte. Der hvor man ikke altid ved, hvad der sker, og hvilke veje tilfældighederne fører os ned af.

Lige nu nyder vi bare alle den danske skønne sommer, at det skrider fremad på værftet, at drømmene for vores næste rejse begynder at tage form og ikke mindst, at vi snart skal være henholdsvis forældre, bedsteforældre og onkler for første gang.

Kærlig hilsen

Mikkel og resten af familien.