Nogle timers gang op i bjergene på øen Ambrym kom vi til en lille isoleret landsby, der hedder Fanla. Der var vi nogenlunde så langt væk i verden, som vi kunne komme. I landsbyen gik flere af de lokale mænd rundt udelukkende iført deres nationaldragt, et penisfuteral.
I Fanla mødte vi en pige som gjorde et stort indtryk. Hun var 25 år gammel og gravid med sit andet barn. Hun var blevet flyttet til landsbyen, da hun blev gift med sin mand. Sådan siger traditionerne det på Vanuatu. Når en mand og en kvinde bliver gift, flytter kvinden med manden til hans landsby. Inden hun var blevet gravid med sit første barn, havde hun arbejdet på en restaurant inde i hovedstaden som tjener. Igennem sit job havde hun mødt en masse turister og fået øjnene op for den verden, som ligger udenfor deres isolerede lille østat. I tillæg til at hendes mand brugte lidt for mange timer på at drikke den lokale drik Cava, som man bliver fuld af, og hun savnede sin egen landsby, var det der gjorde det største indtryk, at man kunne fornemme på hende, at hun misundte vores liv. Hun gjorde det på den mest kærlige måde, og ved med kæmpe nysgerrighed at spørge ind til alle de steder, vi havde besøgt og skulle besøge. Hun drømte om at opleve verdenen, men ville højst sandsynligt ikke få muligheden. Hun var bundet af traditioner og forpligtigelser over for sin familie og landsbyen. Det gjorde et meget stort indtryk og fik os efterfølgende til at tænke over, hvor utroligt privilegeret vi er i vores del af verdenen. At to unge mænd som os har muligheden for at spare sammen og rejse ud og opleve verdenen. Forfølge vores drømme. For det er på ingen måde alle forundt.