Vi kæmpede om kap med tiden – og tabte

Fra Costa Rica til Galapagos

Galapagos har altid stået højt på listen over steder, jeg gerne ville besøge, og heldigvis levede øerne i den grad op til mine forventninger. Men først skulle der lige sejles 1.000 sømil.

Vi havde tilbragt den sidste måned i Costa Rica og havde fået ny besætning. I den uge, de nye havde været om bord, var der blevet arbejdet hårdt for at få båden klar til det lange stræk, der ville tage os via Galapagos til Fransk Polynesien. Endelig var dagen kommet, hvor vi skulle af sted, solen skinnede, stemningen om bord var i top, og vi var ikke til at skyde igennem.

Men turen startede desværre ikke helt så problemfrit, som jeg havde håbet på. Kun 20 minutter efter, vi var sejlet fra Costa Rica med kurs mod Galapagos, gik vi på grund. En rigtig dårlig start med en helt ny besætning. Vi havde lige smidt fortøjningerne, og nu stod vi der med kølen solidt begravet i mudder i et flodleje, hvor vandstanden i løbet af de næste seks timer ville falde med yderligere små to meter.

Havnen, hvor vi havde ligget, ligger lidt op ad en flod. Problemet er bare, at den sejlrende, som fører op til havnen, har det med at sande til, og af samme grund havde vi en lokalkendt til at sejle foran os i en lille jolle for at vise vejen. Men selv for de lokale er det et svært sted at sejle, og desværre missede han sejlrenden med 15 meter. Det var ikke nogen hård grundstødning. Havana blev bare langsomt bremset af det tunge mudder, indtil vi stod helt stille.

Min farfar sagde engang til mig, at en skipper, der siger, at han ikke har været på grund, er fuld af løgn – det sker for os alle. Det er heller ikke første gang, jeg har været på grund, men det er klart den værste. Det var nemlig ikke lige sådan at komme af igen. I tre timer kæmpede vi om kap med det faldende tidevand for at komme fri. Vi prøvede alt, hvad vi havde lært. Vi prøvede at sejle os af for motoren, for motor og sejl, tømte vandtankene, fik en motorbåd ud for at trække os. Men intet hjalp.

Vi var sejlet ved maximalt højvande for at have vand nok under kølen, og nu var vandet hurtigt ved at trække sig ud af floden igen. Alt imens vi arbejdede på højtryk, vidste vi, at chancen for at komme fri blev mindre og mindre jo længere tid, der gik. Vi kæmpede om kap med tiden, og vi tabte. Til sidst måtte vi opgive, mens Havana langsomt lagde sig længere og længere ned på siden, og så håbe, at vi kunne komme fri, når tidevandet begyndte at stige igen.

Det var ni lange timer, hvor tankerne om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, forfulgte mig, mens jeg gik tur rundt om Havana i vand til under knæet. Besætningen måtte klatre rundt på skibet, og det er bestemt ikke nemt at lave en kande kaffe, når båden krænger 45 grader til siden.

At se sin båd ligge ned på siden på 20 centimeter dybt vand gør ondt. Hun skal jo ligge og skvulpe med masten op og kølen ned og ikke på siden som en strandet hval. Men det lykkedes heldigvis at komme fri, få vand under kølen, og lidt forsinket kunne vi sætte kursen mod Galapagos.

Efter den lidt sure start viste Stillehavet sig fra sin fineste side. Vinden var let, bølgerne var ikke for høje, og de voldsomme tordenbyer, som det område er kendt for, var vi heldige ikke at sejle ind i. Det er lige præcis sådan en start, man som skipper ønsker for enhver ny besætning. Om natten på dag seks krydsede vi den usynlige – men betydningsfulde – linje Ækvator, og det blev fejret med et glas rom. Normalt når vi sejler, så har vi en nul-alkohol-politik om bord, men det er jo ikke hver dag, man krydser ækvator.

Næste dag skulle vi alle sammen døbes. En af de mest sagnomspundne traditioner for en sejler er ’Ækvatordåben’. Vi var i løbet af ugen inden på skift blevet sendt ud i stævnen, så de andre kunne bestemme, hvilket ækvatornavn vi hver især skulle have.

En gryde med en blanding af alt det fineste, Havana har at byde på, blev lavet, og dåben kunne begynde. I gryden var blandt andet: Yoghurt, dåsetun, cola, kaffe, saft, flåede tomater, nudler, mayonnaise, og hvad der ellers findes af skønne sager under dørken. Efter på skift at have fået noget af denne skønne blanding hældt over hovedet, blev vi officielt døbt af Kong Neptun. Theis fik navnet Perito, og jeg blev døbt Njor.

Dagen efter kastede vi anker på den største af øerne, Santa Cruz. Og da først søløverne svømmede omkring os i det turkisblå vand, var grundstødningen endelig blevet bearbejdet og tænkt så meget igennem, at der tilbage kun stod minderne og erfaringerne fra en vild og lærerig oplevelse, som jeg håber aldrig nogensinde kommer til at gentage sig.

Foran os lå nu to uger med kæmpeskildpadder, fantastisk dykning og oplevelser, jeg aldrig vil glemme på nogle af de mest spændende øer, jeg nogensinde har besøgt.