Hjemme igen og godt nytår!

Nyheder er jo først nyheder, i det øjeblik man modtager dem. Når vi har taget danske aviser med ud til drengene i den store verden, gør det ikke det store, om de er helt friske eller et par uger gamle. Det er jo stadig nyheder, så længe det ikke er noget, man har hørt før.

Dengang i 1789 hvor Fletcher Christian og en flok af de andre søfolk begik mytteri, tog Bounty og satte Kaptajn Bligh i jollen på det enorme Stillehav, gik der tæt på et halvt år, inden nyheden nåede frem til det engelske admiralitet hjemme i London. Ville det have været bedre, hvis Kaptajn Bligh havde haft satellittelefon og snapchat? Måske ville det have ændret historien, måske ikke, men ret sikkert er det, at historien ikke var blevet bedre, bare fordi den var nået hurtigere frem.

Sidst vi skrev et nyhedsbrev var det fra Storebælt, da drengene var på vej for at slutte deres tre år lange jordomsejling. Vi skal nok tilstræbe os på at være lidt mere up-to-date fremover.

Men vi er nu heller ikke så bange for ikke hele tiden at være først med det første. Nyhedsstrømmen er jo enorm og spredt over et utal af let tilgængelige platforme, der gør at vi hele tiden døgnet rundt kan se overskrifter om alt fra krige, mudderkastningen på Christiansborg, hvem der nu er blevet skilt eller har fået et barn. Men meget ofte er det heller ikke andet end overskrifter og måske ikke noget, der i virkeligheden gør os klogere eller beriger vores liv.

Nu kommer en lille melding her fra familien, hvor vi vil forsøge at holde jer lidt opdateret på, hvad der har rørt sig, siden drengene vendte hjem.

Hjemkomsten til København var overvældende. Tusindvis af mennesker var mødt op for at tage imod, og som Emil sagde, da vi sejlede ind i havnen: ”Hvad skete der lige der, far, vi var jo bare ud at sejle en lille tur”. Men overvældende var det, og heldigvis kun på den gode måde. Drengene er det sidste, godt og vel halve år, udelukkende blevet mødt af smilende ansigter og kommentarer om, at mange har nydt at følge med i deres lange rejse.

Havana blev lagt langskibs af Marians og min husbåd i Københavns havn, og indtil for en uge siden har Theis og hans kæreste boet ombord på Havana. Temperaturen i kahytten er dalet med ca. 40 grader siden Indonesien, og vi skal lige vænne os til, at frostsikring af søventiler og motor står på to-do-listen.

Nu er Theis og Ida taget til Alperne for at arbejde som snowboardinstruktører de næste par måneder. Emil er så heldig, at mange spørger, om han vil komme ud og fortælle om deres rejse, og han nyder at køre rundt i hele landet sammen med hans kæreste, Louise, for at holde foredrag.

Alfred går i 1. G og synes der er mange lektier, men har også besluttet sig for at lave dem og få det bedste ud af det. Han har en fraværsprocent på stort set nul, og har uden tvivl rekorden for den slags i vores familie. Alfred er også begyndt at undervise i optimistjolle, har lige været på trænerkursus og omtaler meget sødt alle hans elever som ”mine sejlerrollinger”.

Marian driver vores lille forlag, og igen må vi bare takke alle jer, der har læst med i vores første bogudgivelse Hej Far Kære Emil. Hverken Emil eller jeg har skrevet bøger før, men det har været en stor oplevelse og endnu større at mærke, hvordan mange af jer har taget godt imod vores bog.

Og så lidt om fremtiden:

Vi har ingen færdigbagte rejsedrømme lige nu. Vi har masser af ideer, men ingen af dem har endnu taget form af en drøm, og sådan er det jo i hvert fald i vores familie, at enhver rejse starter med en drøm. Men ideerne snurrer selvfølgelig allerede rundt i hovederne på os alle, og er mange og i mange retninger. Den ene dag er vi sikre på, at vi skal en tur mod Grønland, og øjeblikket efter er der fuld enighed om, at vi bare skal skynde os at sejle Havana tilbage til Stillehavet. Men ligesom med nyhederne behøver alting ikke nødvendigvis at gå hurtigt. Vi har besluttet, at tiden må råde lidt endnu, inden vi igen hiver søkortene frem og letter fortøjningerne.

Til gengæld får vi tid til at gøre meget af alt det andet, vi også gerne vil nå. Vi er ved at lægge sidste hånd på de otte programmer, der bliver til den fjerde og sidste omgang af Kurs mod fjerne kyster. Også denne gang kommer vi vidt omkring. Startende fra Komodoøerne i Indonesien og hele vejen hjem til Danmark.

Vi er selv blevet glade for programmerne og synes, at TV2 har givet os plads til også at bruge vores stemme på emner, som normalt ikke får meget plads i den bedste sendetid på TV2. Vi fortæller om den enorme plastikforurening af verdenshavene, om fældningen af Borneos regnskove, og hvad det kommer til at betyde, hvis vi alle ikke snart bliver bedre til at passe på vores skrøbelige klode.

Men først og fremmest er vi jo på eventyr. Et eventyr der tager os videre over bl.a. Adenbugtens piratfyldte farvande; heldigvis i sikkerhed ombord på et af verdens største containerskibe.

Håber at I har lyst til at tage med, når vi fra tirsdag d. 31. januar igen sætter Kurs mod fjerne kyster. Nu vil vi slutte for denne gang, og gentage løftet om nok at skulle udkomme med nye nyhedsbreve lidt oftere! 🙂

 

Kh Mikkel, Marian, Emil, Theis og Alfred

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.