Et lille tætpakket nordatlantisk lavtryk, sendte i nat en snebyge ind over store dele af landet, og København, hvor Havana ligger trygt i sine fortøjninger. Så nu ligger hun der, med 5 centimeter sne på dækket, og længes efter Stillehavets små atoller.
Vi kan også alle mærke udlængslen krible lige så stille. Ikke at vi har travlt med at komme afsted igen. Men her på bagkanten af en lang vinter tror jeg bare, at vi har det ligesom de fleste andre, nemlig at længslen efter mere lys og lidt højere til himlen trænger sig på.
Men dagene er tiltaget med mere end 3 timer og om små 4 måneder er det solhverv.
De lange skandinaviske lyse nætter er noget af det vi savner allermest, når vi sejler i det ækvatoriale bælte, hvor nat og dag er nogenlunde lige lange, året rundt. Så jeg tror, at vi alle i denne sommer vil søge mod de lange lyse sommernætter. Marian og jeg sad her til morgen, og talte om at pakke et telt til sommer og køre en tur nord på, måske helt op til midnatssolen, men aftalte også at lade tiden råde lidt endnu.
Vi glæder os alle over at vores programmer, endnu engang, bliver taget så godt imod af alle jer. At mange af jer forsat har lyst til at kigge med på vores eventyr, fik vi håndgribeligt bevis for da vi for et par uger siden, blev hædret med seernes pris ved den årlige TV-Festival. Tak for det!
Og så er vi gået i gang med endnu en bog. Emil, Theis og Alfred skriver på livet løs på en børnebog om dykning. Tanken er, at den bog kunne blive den første i en lille serie om havets forunderlige undersøiske verden. 2’eren kunne handle om koralrevene, 3’eren om havets farlige dyr, 4’eren om havets kæmper eller hvordan det nu former sig. Den første af dem kommer helt sikkert til at handle om alt det med dykning, og hvordan man kommer ned under overfladen.
Emil har taget en masse smukke undervandsbilleder, Marian og jeg har kigget i familiealbummet, og fundet masser af billeder, fra dengang drengene var små, og tog hul på det med at dykke, og drengenes kusine, Amanda, laver alle de fine tegninger og illustrationer, som skal med i bogen.
Marian er som sædvanlig Misses Captain, også i forlaget, og er i disse dage på kursus i Photoshop, så hun kan blive endnu skrappere til at redigere billederne og få dem til at stå smukt og så tæt på virkeligheden som muligt.
Det tager tid at lave en god bog, og vi har besluttet, at børnebogen også skal have den tid, som det nu kræves for, at vi får lavet en bog, vi selv er glade for og stolte af. Så vi har endnu ikke nogen præcis dato for, hvornår bogen udkommer, men det bliver her i det tidlige forår.
Mange af jer spørger også til, om Emil og jeg ikke kommer med en bog, om den anden halvdel af jordomsejlingen. Jo, vi skal nok og vil rigtig gerne! Men både Emil og jeg er så heldige at blive inviteret ud til mange foredrag, og det har været småt med tiden til at skrive. Men vi har aftalt, at vi til foråret, finder en lille ø og sætter os sammen, og ser om vi kan komme op med nogle gode historier, som holder til også at udkomme i bogform. Om det bliver en lille ø i Tonga, som sidst vi skrev, eller en ø i Limfjorden, ved vi endnu ikke. Men verden er fyldt med skønne øer, og vi er som reglen ret gode til at finde dem.
Marian og Louise, Emils kæreste, arbejder i øjeblikket på at lave en ny version af vores Havana hjemmeside. Vi er meget glade for, at så mange af jer har lyst til at klikke ind, og følge lidt med i familiens laden og gøren. På vores nye hjemmeside håber vi, at kunne blive endnu bedre til at holde jer opdateret, og sprede lidt solskin på de grå dage.
Kærlig hilsen
Mikkel, Marian, Emil, Theis og Alfred.