Jeg hader lyden af sejl, der flækker

Sejlads i modvind

Havana sætter sig hårdt i en sø og kommer med den umiskendelige lyd, som kun kan betyde én ting. Der er mange lyde, når vi sejler og specielt om natten. Mine ører bliver mine øjnes stedfortrædere, og jeg har lært at skille lydene ad fra hinanden. Det er helt mørkt, månen er ikke oppe, men jeg ved godt, hvad der vil ramme, og der er alligevel ikke noget at gøre. Så jeg dukker bare hovedet og tager imod bølgen, som rammer mig bag roret et sekund efter lyden. Heldigvis er vandet 28 grader varmt, og lufttemperaturen lidt over 20. Så selvom jeg stadigvæk står i shorts og t-shirt klokken to om natten, er det ikke ligefrem et koldt gys, som rammer mig.

Jeg kan ikke lade være med at smile og komme med et lille ”yehaa”, mens jeg ryster vandet ud af håret. Jeg overvejer dog et kort øjeblik, om jeg skal hente en sejlerjakke. Men altså: Nu er jeg jo våd, og så længe jeg ikke er kold, går det nok. Der er noget fedt over at sejle i modvind og lige mærke, at man lever. Det kan også være møgirriterende at blive dynget til af en bølge, hver gang man er blevet tør. Men lige nu er det bare fedt, og det er en fornøjelse at sidde bag roret og styre den krængende Havana igennem natten.

I det år vi har været af sted, er det minimalt, hvad vi har haft af modvindssejlads. Vi havde næsten kun medvind fra Danmark og ned til Tenerife. Og fra Tenerife gik der ikke længe, før vi ramte passatvinden, som har taget os hele vejen til Fransk Polynesien. Først Nordøstpassaten over Atlanten og videre igennem Caribien og senest Sydøstpassaten fra Galapagos til Tahiti. Men hvor kursen det første år næsten hele tiden har været omkring vest, sejler vi nu nordøst og mod vinden. Det føles en lille smule som at sejle den forkerte vej efter et år, hvor vi kun er sejlet længere og længere væk fra Danmark. Men i virkeligheden er det jo ikke at sejle den forkerte vej.

Tværtimod er vi nu nået ud til det, vi fra starten drømte om, og vi har god tid. Derfor er vi på vej fra Fakarava til Nuku Hiva i Marquesas-øgruppen, og det betyder cirka 550 sømil, modvind og en lille uge i søen. Det er begyndt at blæse op, og selvom det er mørkt, kan jeg godt fornemme, at himlen bliver mørkere. Det grå skydække, som før lå over os, er nu blevet knaldsort. Katrine og jeg ruller genuaen ind, og vi sejler fint igennem bygen med foken og storen med et enkel reb i. Men så rammes vi af en ny lyd. Også denne kan jeg genkende, og den får straks pulsen til at stige.

Jeg hader lyden af et sejl, der flækker. Jeg har aldrig før hørt den om natten, og det får den i endnu højere grad til at skære gennem marv og ben. Far og Theis har selvfølgelig også hørt den, og selv om de lå og sov, står de få sekunder efter i cockpittet med redningsveste på. Sejlet blafrer voldsomt, og vi skal tænke hurtigt, for at det ikke når at slå sig selv mere i stykker. Jeg bliver nødt til at dreje Havana lidt op mod vinden, for at vi kan få sejlet ned. Bølgerne står ind over stævnen, og lyden fra det blafrende, flækkede storsejl får det hele til at virke meget voldsomt. Theis og Katrine har begge livliner på, da de forsigtigt bevæger sig op til masten for at bjerge sejlet.

I mørke og med bølger som vælter ind over dem begge ved jeg, at det ikke er nemt for dem. De skal både holde sig fast og få storsejlet ned, alt imens lyden fra sejlet næsten gør det umuligt at kommunikere. Men de får sejlet ned, og med et bliver der næsten stille igen. Vindens susen er den eneste lyd tilbage.