Klovnefisken går lige efter mine øjne

Skrevet efter sæson 3 i Raja Ampat i Indonesien

Foran os stikker en lille ø op af vandet. Den er gold, og kun en enkel lille busk har formået at slå rødder i de porøse og skarpe limesten. På hver side af øen bruser vandet forbi og trækker en kølvandsstribe af strømhvirvler på bagsiden af øen, der får det til at se ud som om, at øen sejler mod nord.

Vi er nået til øgruppen Raja Ampat, der ligger lige vest for den store ø Ny Guinea. Raja Ampat betyder på indonesisk ‘De fire konger’, og referer til de fire hovedøer, der i gamle dage var styret af hver deres konge. I dag er de fire store øer – og de cirka 1500 små øer rundt om dem – lagt sammen under et område, og er tilsammen blevet til en marinepark, der ifølge flere forskere skulle være det sted i verdenen med den største mangfoldighed blandt fiske- og koralarter. Op mod 75 procent af alle de dyr, der lever i havet, skulle være repræsenteret i det her forholdsvis lille område, vi nu sejler rundt i.

Vi sejler om på nordsiden af øen, og lægger os lige der, hvor strømmen splitter rundt på begge sider af den kun 20 meter bredde ø. Imens vi tager vores udstyr på, aftaler jeg med Nicklas, der har tjansen som gummibådsvagt, hvor vi forventer at komme op igen om en lille times tid. På papiret er opgaven som gummibådsvagt rimelig simpel. Drop os i vandet det rigtige sted, og saml os op, når vi igen kommer op til overfladen. Men specielt når vi dykker steder som det her – med rigtig meget strøm og ocean på tre ud af fire sider – er det uhyre vigtigt, at personen i gummibåden ikke tager sig en lur. For skulle vi have beregnet strømmen forkert eller i et øjebliks uopmærksomhed blive ført væk fra revet og øen, vil vi i løbet af ingen tid komme så langt ud til søs, at det er nærmest umuligt at se den to meter lange, orange bøje, jeg kan puste op. Men jeg er helt tryg ved Nicklas og sikker på, at han nok skal finde os, hvis noget skulle gå galt.

Koralvæggen bugner med koraler

Alle har alt udstyret på, og vi sidder to på hver side af gummibåden – klar til at vælte bagover og ned i det blå dyb. Vi suger vores veste tomme for luft, så vi med det samme kan begynde vores nedstigning. Det gælder om ikke at blive ført rundt om øen, imens vi stadigvæk ligger i overfladen. For det er lige her, hvor strømmen splitter rundt om øen, at vi allerhelst vil være.Men efter at have taget en omgang omkring mig selv, dukker koralvægen op foran mig, og jeg sætter kursen skråt ned; hen mod væggen og det plateau, der går ud i forlængelse af øen cirka 20 meter nede.

 
Jeg tror, vi har ramt det præcist rigtige sted, for her er mere liv end øjet kan nå at registrere. Over os, til siderne, og under os vrimler det med fisk i alle størrelser. Længst ude i det blå kan jeg lige ane en stor tun og et par sølvfarvede jacks. Hakket længere inde er tusindvis af blå fisk med en gul stribe samlet i en flok, der på magisk vis alle sammen drejer på samme tid, som havde de en general, der råber ”højre om”. Koralvæggen bugner med koraler, og får mig et øjeblik til at tænke på en dansk skov med efterårsfarver.Viftekoraler i grønne, røde, orange og gule nuancer plantet på en bund af sunde, hårde koraler og noget, der ligner broccoli i sjove farver.

Den går pludselig til angreb

Imellem dem har en søanemone fundet plads sammen med sine beboere; klovnefisken. De har lavet en smart pagt, hvor anemonen ikke brænder klovnefisken med sine giftige arme mod, at klovnefisken så til gengæld holder anemonen ren. Om det er den pagt, der har givet klovnefisken storhedsvanvid, ved jeg ikke, men imens jeg ligger og kigger på den, går den pludselig til angreb på mig. Den går lige efter mine øjne, og jeg bliver helt forvirret og omtumlet, da den rammer glasset på min maske. Et øjeblik er jeg lige så chokeret som den, for jeg havde ikke forventet, at en fisk på cirka fire centimeter ville kaste sig hovedkulds ud i en flyveskalle. Og den kommer åbenbart hurtigere til hægterne end mig, for inden jeg når at trække mig tilbage for ikke at gøre uhensigtsmæssigt skade på den lille fisk, sætter den sit næste angreb ind på sin cirka 5000 gange større modstander. Igen må den se sig slået af den usynlige mur imellem mine øjne og den, og inden den slår sig selv helt i stykker, trækker jeg mig væk fra anemonen og den aggressive klovnefisk, vi ellers bedst kender som den søde og lidt uheldige Nemo.

I en lille time får vi en rigtig god forsmag på, hvor meget forskelligt bare ét enkelt dyk kan byde på her i Raja Ampat. Lige fra små skøre fisk, der ligner noget fra en anden verden, til en Wobbegonghaj der ligger dovent på toppen af en koral, og lader os komme helt tæt på i troen på, at den selv er kammufleret og usynlig og store oceangående fisk ude i det blå, der kommer tæt på revet for at jage.

Da vi, overvældet af den fantastiske undersøiske verden, stikker hoved tilbage over vandet, ligger Nicklas og vinker til os fra gummibåden klar til at sejle os tilbage til Havana.