Nye optagelser, orangutanger i Borneos regnskov og komodovaraner

Så er vi i fuld gang med endnu en rejse og optagelserne til vores fjerde sæson af Kurs mod fjerne kyster. Havana ligger lige nu i Javahavet nord for Bali. Ombord er Emil, drengenes kusine Amanda og to venner, Anders og Louise. Marian og Theis, vores fotograf Hannelore og jeg er i byen Palanga Raya i den Indonesiske del af Borneo.

Der går en flod fra sydkysten af Borneo op til byen, men vi måtte opgive at finde kort, der var pålidelige nok til, at vi kunne sejle herop med Havana, så vi besluttede at dele os i en lille uges tid. Hvis alt går efter planen mødes vi alle igen på søndag, i den lille flodby Kumai der ligger på Borneos sydvestkyst.

Alfred er hjemme og passe sin efterskole på Sydfyn.

Borneo og orangutanger

Vi har i dag besøgt en ø for udsættelse af orangutanger, og som hører under det orangutangcenter, der i slutningen af 90’erne blev grundlagt af en dansk kvinde. Centret er i dag primært finansieret af danske midler, via organisationen Red Orangutangen. Turen i dag blev til et fantastisk møde med en flok af de ca. 7-8 år gamle orangutanger, som er vokset op på centret, og nu er på vej tilbage i regnskoven.

Halvdelen af Borneos regnskov er forsvundet inden for de sidste 50 år. Det startede med fældning for at kunne sælge tømmeret, men oliepalmeplantagerne er nu dem, der gør det største indhug i regnskoven. Mange orangutanger bliver hjemløse, når skoven fældes, og i morgen tidlig tager vi ud for at kigge på nogle af de områder, hvor der ofte ses hjemløse orangutanger, der driver rundt og har svært ved at klare sig.

Vi håber, at vi med vores optagelser her fra Borneo, kan være med til at minde os alle om, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores klode. I disse år udryddes 130 dyrearter…om dagen!

Komodo

Et af de dyr der med nød og næppe har overlevet, er Komodovaranerne. Vi besøgte for et par uger siden de øer øst for Bali, hvor de vilde, fascinerende og også lidt skræmmende kæmpefirben bor, som det eneste sted i verden.

Man må kun gå i land bestemte steder på øerne, og kun hvis man har en park-ranger med sig. Men vi lå for anker i en øde bugt, og kunne ikke dy os for at tage gummibåden ind mod stranden, bare lige for at se om de 2½-3 meter lange kødædende fætre skulle være derinde. Og det skal jeg love for, at de var. Da vi nærmede os stranden, rejste en flok på 4-5 stykker sig oppe fra palmernes skygge og gik meget målrettet imod vandkanten og os. Vi var jo stadig i gummibåden og i sikker afstand, men de blikke de sendte var ikke til at tage fejl af. De kunne bestemt godt tænke sig at sætte tænderne i en omgang Danish Bacon. Og mere sikre var vi så heller ikke. For efter lidt tid gik to af de store varaner i vandet og forsøgte at svømme ud til os. Jeg fik bakket væk på Marians meget bestemte ordre, men vi fik nogle billeder, som vi glæder os til at kunne vise på TV engang i det nye år.

Efter Komodo-øerne gik turen mod Bali, hvor vi bl.a. var gæster til et meget anderledes balinesisk hindu-bryllup, vi dykkede med kæmpe Manta Rays og Theis fik lavet nogle meget smukke droneoptagelser af Balis imponerende ris terrasser.

Vi er alle i familien enige om, at det er fedt at sætte kursen mod nye og ukendte kyster, men også at der er meget værdi i at vende tilbage til det velkendte. Og sådan har vi det med Bali. Vi har sejlet herude med drengene flere gange. Og både Emil, og nu også Theis, er uddannet dykkerinstruktører hos danske Minni og Else, der driver en dykkerbiks på Bali. Så det blev til et hyggeligt gensyn med gamle venner, både de 2 danske damer, men også lokale venner fra Balis nordøstkyst, der bl.a. tog os med til åndeuddrivelse hos en lokal Holy-man. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den slags med ånder, men det gør balineserne helt ind i hjertet, og så er det vel ret ligegyldigt hvad jeg tror.

Lidt varme til alle

Vi taler alle i familien om, hvor overvældende det er, at vores programmer, og nu også vores bog, er blevet taget så godt imod. Emil har flere gange sagt: ”Far, hvor mange var det, der havde købt vores bog”? Og så kan jeg svare: ”Tæt på 30.000”. Som reglen går der så lidt, inden han siger; ”Det var mange!”.

Ville ønske at vi kunne sende de øverste 6-8 grader på termometret hjem til Danmark. For jeg kan sige, at 37 grader, i meget fugtig regnskov, ligger lige til den varme side, selvom vi efterhånden burde have vænnet os til varmen.

Alle de bedste hilsner og endnu en kæmpe tak, for at følge med i vores liv og færden

 

Mikkel, Marian, Emil, Theis og Alfred.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.