Starten på et nyt kapitel – nu skal tempoet ned

Havana

Fisk i alle farver svømmer rundt under mig. En lille sorttippet revhaj stikker sin finne op over vandet, og igennem den spejlblanke overflade ser jeg en nurse shark ligge på bunden og sove under en koralblok. Den sødlige duft af tørret kokos fra den lokale
coprabonde blæser mig i møde fra land og forstærker følelsen af at være med i en Bounty-reklame. Klokken er syv om morgenen, og jeg er padlet af sted på et af vores standup paddleboards. Selvom det er tidligt, er solen allerede et godt stykke oppe på himlen, og temperaturen er omkring 25 grader og hastigt på vej mod de 30. Jeg padler inde på det lave vand langs en smal sandø med høje palmer – det eneste, som skiller den rolige lagune fra de store stillehavsdønninger. Jeg kan ikke undgå at smile ved synet.

Vi har kastet anker på atollen Fakarava, som bare er en af de knap 80 Tuamotu-atoller. Alle de kolde vinterdage, hvor vi gik og gjorde båden klar i kedeldragter med huen godt trukket ned over ørene, var det billedet, forestillingen om lige præcis de her atoller, som holdt os kørende. Hver gang enten Theis eller jeg kom med et frustreret udbrud over et eller andet, som ikke ville fungere, og klargøringen virkede uendelig lang og uoverskuelig, var det altid udsigten til de polynesiske atoller, som vi brugte til at muntre hinanden op med. ”Tænk på koraler, 28 grader varmt vand, fisk i alle farver, hajer, små hvide sandøer med palmer på, en lufttemperatur, som aldrig kommer under 20 grader, og piger i kokosnødbikini”, sagde vi til hinanden. Ofte tog vi lige fem minutter på den måde og fortsætte så arbejdet på båden.

Nu er vi her, og det er næsten ikke til at forstå, at det lever op til alle vores drømme – og mere til. Det er kun de polynesiske piger med palmeblade om livet og kokosnødbikini, som vi endnu ikke er stødt ind i. Da vi var i land i går, var der måske et kort øjeblik en lille smule skuffelse at spore i øjnene på os, da det gik op for os, at langt størstedelen af pigerne over 15 år vejede klart mere end os. Men da deres brede smil og deres velkommende og imødekommende natur med det samme strømmede ned over os, var alt godt igen.

En atol er en fantastisk ting. Selv i dagslys og i godt vejr ser man den først seks til otte sømil, før man når den. Helt tæt ind til Fakarava er der flere kilometer dybt, og man sejler i store bølger, som var man midt ude på det åbne hav, til man når den smalle revpassage i lagunen. Men når man er igennem det strømfyldte hul i revet, hvor strømmen og de store dønninger mødes og får vandet til at ligne noget, som er tæt på kogepunktet, så flader vandet helt ud, og den dybblå oceanfarve slår over i lagunens turkisblå nuancer.

Polynesierne kalder overgangen mellem de to blå farver Moana. Det føles lidt som et helle, hvor vi stadigvæk kan høre det tunge bulder fra bølgerne, som slår mod revet, men selv ligger vi helt i læ bag den smalle, lave sandø, som skiller os fra Stillehavet. Jeg er pjattet med konceptet. Imens jeg padler rundt oven på det store, tropiske akvarium, tænker jeg over, at det her er starten på et nyt kapitel af vores rejse. Indtil nu har vi flyttet os hurtigt fra sted til sted og besøgt en masse spændende lande.

På et år har vi sejlet cirka 12.500 sømil, og Fransk Polynesien er det 14. land, vi besøger, siden vi sejlede fra Danmark. Nu skal vi sætte farten ned, og de næste mange måneder skal vi tilbringe her på de paradisiske polynesiske øer. Det føles slet ikke så tosset, og jeg ser frem til en periode, hvor vi skal sejle mindre og have mere tid de forskellige steder. Det har været et bevidst valg at ‘skynde sig’ herud. For det er de her øer, som er den store drøm. Men nu er det tid til at komme ned i samme tempo som polyneserne – det vil sige helt stille og roligt.

Jeg har ikke travlt her til morgen, og jeg padler langsomt tilbage til Havana, hvor far har lavet frisk kaffe. Det vil ikke blive noget problem at komme ned i tempo – jeg er allerede godt på vej.